Af Keld Rud - Gaffa

Gavflaben Billy Idol er efterhånden blevet en herre på 58. Kings & Queens of the Underground er opfølgeren til Devil's Playground fra 2005, hvor Idol spillede regulær hard rock. På det nye album bevæger han sig mellem denne stilart og new wave, meget lig hans storhedstid i firserne. Bortset fra at manden er blevet ældre og væsentlig mere eftertænksom.

Det selvransagende tilbageblik synes at være den røde tråd på albummet, hvis titelnummer er en kronologisk gennemgang af karrieren med afsæt i punken i slutningen af halvfjerdserne. Andre sange tager sig ligeledes tid til at kigge i bakspejlet med en Idol, der kun alt for godt ved, at ungdommen for længst har passeret ham forbi. Trods de måske lidt tunge tematiske tråde er albummet på ingen måde kedeligt. Det er tværtimod sprudlende, varieret og medrivende. Til tider tragikomisk som på den afsluttende rock og rul-salut Whiskey & Pills, der handler om en midaldrende mand, som dulmer tilværelsens skyggesider med de to substanser. På alle måder et værdigt og overraskende oplagt udspil.