Når to af branchens mest talentfulde sætter sig for at fortolke og udgive ti blues- og soulklassikere, er forventningerne automatisk tårnhøje. Og guitaristen Joe Bonamassa og sangerinden Beth Hart skuffer bestemt ikke.

Det er Joes eget band, der akkompagnerer. Og det gør de med både stil og smag. Bandet trykker således til og holder igen på de helt rigtige tidspunkter. Og det giver masser af plads til Beths vokal, der på sange som ’I’d Rather Go Blind’ og ’Sinner’s Payer’ strækker sig fra næsten uhørlig sex-hvisken til højtalerrystende primal-hyl. Albummet er indspillet live i studiet, så interak­tionen er en vigtig del af udtrykket. Og mens Joes guitar kærtegner Beths stemme og bandet koger, kan man kun glæde sig til album nummer to, der allerede er under opsejling.

BLUES/SOUL, Don’t Explain
BETH HART & JOE BONAMASSA