Sangeren Jacob Bellens får masser af anmelderros, men alligevel er det nok de færreste, der kender ham. Han har det selv fint med ikke at være kendt
Han begyndte som seksårig som Elvis-sanger - i dag er Jacob Bellens en af landet mest roste fortolkere af sine egne sange.
Ganske som han voksede op i en lille sjællandsk landsby, har han i årevis levet musikalsk i udkanten af den danske musikbranche. Mediemæssigt i hvert fald. Og det har den stilfærdige sangskriver det ganske fint med.
Den begrænsede mediehype står i omvendt forhold til den opbakning, sangeren med den specielle sangstemme har fået af anmeldere – og sit publikum i det nordlige Europa, og lidt i Nordamerika, for den sags skyld.
Bellens’ helt nye soloalbum ’Polyester Skin’ anmeldes f.eks. med ord som ’imødekommende og brusende sange nærmest lyder som en (tiltrængt) forårsbebuder’ på eb.dk, og ’der er simpelthen ingen andre på denne klode, der synger som Bellens. Og det er ubetinget ment som en ros’ i Nordjyske.
Mobilt arbejdsværelse
Første gang, man hørte om Jacob Bellens, var som frontmand i grupperne Murder og I Got You On Tape. Senere har han udsendt nu tre solo-plader, de første ’håndholdte’, som han kalder dem - og nu det mere elektroniske og poppede ’Polyester Skin’.
BT møder Bellens på en café på Vesterbro, som på en måde også fungerer som hans arbejdsværelse.
»Det meste af min forrige plade ’My Convictions’ er skrevet her,« siger han.
»Jeg godt lide at være mobil. At jeg ikke behøver at være et sted, når jeg skriver. Jeg skal kunne tage processen videre – det vigtige for mig er, at jeg kan skrive en sang, ligegyldigt hvor jeg befinder mig. Jeg kan sagtens skrive i telefonenen i notes, hvis den er det eneste, der er ved hånden.«
Bellens er vokset op med et par hovedtelefoner på hovedet. Som dreng mødte han rockmusikken gennem sine forældres eksemplar af opsamlingsalbummet ’The Beatles 1962 - 1966’.
http://www.bt.dk/musik/jacob-bellens-dansk-pop-med-internationalt-format
»Det var en fed måde at vokse op på med hovedtelefonerne på hovedet og konstant musik i ørerne i Sneslev. Det kunne man gøre, uanset om der var nogen, der havde tid til at lege. Jeg blev bakket op af mine forældre, der syntes, at det var fedt, at jeg lyttede til musik,« siger Bellens.
Sang Elvis som seksårig
Allerede som helt lille opdagede Bellens, at han havde en særlig stemme. Længe før den gik i overgang.
»Jeg har altid sunget. Jeg samlede på Elvis-plader fra jeg var seks til ti-elleve stykker. Det var ret intensivt. Kun Elvis. Vi havde et band, der optrådte med hans numre. Det var mit første band... helt off med 10-15 år ældre musikere. Det handlede ikke så meget om at lyde som Elvis, Jeg var vild med hans numre, vild med at synge dem,« siger Jacob Bellens.
Han er ikke så vild med at tale, hverken om sig selv eller andre musikeres privatliv. Har f.eks. ikke rigtig noget forhold til Elvis som person.
»Jeg har det svært med heltedyrkelsen. At folk bliver sat op på en piedestal, bare fordi de kan noget, som alle andre også principielt kunne gøre. Afgudsdyrkelsen er jeg ikke vild med. Det rager mig, om Bob Dylan var inde i et kosteskab, da han skrev et nummer, eller om han tog kokain sammen med David Bowie,« siger Bellens, men anerkender dog, at dét også er en måde at dyrke musikhistorien på: personerne bag musikken.
Beskedne krav til livet
»Jeg ved godt, at viden om forholdet mellem kunst og kunstneren kan give én en forståelse eller gøre, at man hører musikken på en anden måde. Elvis var fortolker - det er Rihanna og Beyoncé også. Der er mange musikere, der er skide dygtige til at være stjerner,« siger Jacob Bellens uden at fuldføre sætningen: ’men det bliver uden mig’.
»Jeg har altid haft en stor kærlighed til sang, og jeg kan godt lide en god ’tune’. Jeg stiller langt hen ad vejen ikke større krav til mit liv end, at jeg kan få lov til at skrive nogle gode sange. Der behøver ikke at være mere.«
Uden sammenligning i øvrigt er Bellens som amerikanske Beck en musiker, der henter og bruger inspiration fra nær og fjern.
»Jeg lytter til house og trance, klassisk. Lige nu har jeg et R&B crush, 90ernavne som Usher, TLC, Brandy og R. Kelly. Som dreng hørte jeg meget Janet og Whitney. Det er fedt at høre klassikerne. Hvilke effekter bruger folk, arrangementer? Jeg kan godt lide at stjæle. Det gør jeg hele tiden - meget. Forleden hørte jeg tilfældigvis en gammel garagerockplade, hvor jeg bemærkede, hvor basgangen i Becks 'Devil's Haircut', stammer fra.«
