Det umage musikkollektiv forfører med en pose blandede bolsjer

To årtier inde i pladekarrieren gør Belle and Sebastian op med det komfortable image, der ofte har klæbet til bandet. Ikke at Girls In Peacetime Want To Danceudvisker alle de velkendte signaturer, gruppen har, de har derimod begået deres mest alsidige album til dato på godt og ondt. "Lying on my bed I was reading French/With the light too bright for my senses". Den selvbevidste leg med æstetikken og de små stik til det mere litterære rum som på Nobody's Empire har altid været en af Stuart Murdochs helt store forcer som sangskriver. Ikke mange som ham kan skrive en simpel tekst og få den højnet til noget større. Det er sjældent, at hans tekster er i førsteperson, men her beskriver han iklædt bandets velkendte og lækre poptoner den kroniske træthedsygdom, der som ung plagede ham i mange år.

The Party Line er en overraskende og velfungerende blanding af dance og skvulpende funktoner, med lån fra både Talking Heads og Arcade Fires seneste udgivelse. På The Power of Three trækker bandet på deres fineste popsensibiliteter, hvor Sarah Martin med en lummer erotisk tone konstaterer: "Some people say two is company/Sherlock Holmes found the sign of four/I don't listen to that number theory/I'm always looking for a trio". Med Ben Allen (Deerhunter, Washed Out, Animal Collective) i producerstolen har bandet sine steder måske fået lidt for frie rammer. På Enter Sylvia Plath og Play For Todaybliver der på bombastisk vis taget livtag med en gang tøjlesløs eurodisco, der virker temmelig malplaceret.

Derimod er der ingen slinger i valsen, når Stuart Murdoch og hans umage musikkollektiv rammer en gylden melodisk åre på de to ballader The Cat With The Cream og Today (This Army's For Peace). Dér synes det hele at gå op i en højere enhed for Belle and Sebastian, der med Girls In Peacetime Want To Dance overlegent forfører med en pose blandede musikalske bolsjer.