BT anmelder forrygende koncert
Sådan lød overskriften på en artikel i B.T. for 48 år og et par måneder siden: 'Beatlemania på Frederiksberg'. Selvfølgelig i forbindelse med The Beatles' legendariske koncerter i K.B. Hallen.Der er løbet en del vand i Mersey-floden siden. Selv punktummerne i BT er forsvundet. I disse dage er Beatlemania så tilbage på Frederiksberg for en stund.Nu er det jo sådan, som George Harrison engang svarede på spørgmålet, 'hvilket råd ville du give unge musikere i dag?':
- Hvis du er venstrehåndet og ligner Paul McCartney, så søg ind i et Beatles kopiband.
Ja, der er mange af slagsen. Men denne uges gæster i Falconersalen ved hele fem koncerter er i princippet verdens ældste og mest kendte. Bandet Rain (oprindelig Reign) har eksisteret siden 1974. Fem år tidligere end danske Rubberband.
'Rain: A Tribute To The Beatles' har spillet i skiftende formationer og opsætninger, yngre musikere er kommet til. På et tidspunkt fusionerede bandet med Broadway-musicalen Beatlemania. Det nye Rain er et opkog på musicalen med fokus på musikken.
Én ting kan man være sikker på, når man går til en koncert med et band som Rain. Man bliver ikke belemret med nye numre, man ikke kender i forvejen.
Det første, man bemærker, faktisk allerede i første nummer, 'I Wanna Hold Your Hand', er hvor godt de fire musikere/skuespillere spiller - og synger. Lyden er tilsvarende fed. Sangen, guitarerne og ikke mindst 'Ringos' trommer står helt klart i lydbilledet.
Jeg har set The Bootleg Beatles tre gange, og med fare for at få hele RadioensUnderholdningsOrkester på nakken er BB slet ikke lige så gode musikere.
Allerede inde i tredje nummer 'This Boy' mærker man en splint af magien, sort/hvide billeder af unge mænd og kvinder i trenchcoats og fornemmelsen af optimisme, energi og overskud og en musikalsk verdensrevolution, der venter på at ske.
Sådan skal det vise sig at fortsætte i resten af første sæt. I små og store glimt. Især i den lille 'Shea Stadium'-afdeling med 'I Feel Fine' og 'Day Tripper'. Rain kører efter samme skabelon som Bootleg'erne. Tøj, parykker, overskæg og sågar maosko skiftes hurtigere end Paul McCartney kan tælle til fire før ' I Saw Her Standing There'.
Skuespillerne ligner deres karakterer, synger, opfører sig og taler som forbillederne. Hvis man ellers kan abstrahere fra, at Lennon ikke er stjernestenet som han var i virkeligheden på Shea Stadium - og fra, at Harrison er et halvt hoved højere end de andre, og i første afdeling ligner noget, man ville flygte langt uden om, hvis man mødte ham i havnen i Liverpool.
Det er en del af teatret, men det begynder først at rykke for alvor efter pausen. Først og fremmest fordi bandet befriende forfriskende spiller en lille unplugged afdeling - og dermed piller ved den mere eller mindre låste iscenesættelse. Et rask afdeling med halvakustiske versioner af 'Norwegian Wood', den underskønne popsolstråle' Do You Wanna Know A Secret', evigt dybe 'In My Life', McCartneys evergreen 'Blackbird' og 'I've Just Seen A Face'.
Så var Falconer Salen for alvor med. Og blev der med seje, seje svampede udgaver af 'Come Together' og 'Get Back'. Da var det næsten, som man fik opfyldt drømmen om bare én gang at se, hvad The Beatles selv kunne have gjort med deres genialiteter. Med det oprindelige fokus og spilleglæde tilsat ordentlig, moderne lyd. Hvis man i øvrigt lukkede øjnene og lod fantasien lege med.
Især fordi bandet spiller som et band - og ikke som i den klassiske tagkoncert i London, som i dag mest står som tre nedslidte og misbrugte superegoers musikalske dødskrampe.
Så må man leve med den forudsigelige afslutning 'Let It Be' og 'Hey Jude'. Det skal siges til bandets Paul McCartneys ros, at han undlader den selvfejring, den rigtige Macca nogle gange forfalder til. Til sidste var taget og følelserne ved at lette fra Falconersalen. Næsten rørende.
Nostalgi er ikke, hvad det har været. Men The Beatles' musik er kommet for at blive. Det bekræfter en aften med 'Rain: A Tribute To The Beatles'.
'Rain: A Tribute To The Beatles' spiller torsdag, fredag, lørdag og søndag i Falconer.
