Sidste gang Brian Wilson forsøgte at komme op på et surfbræt i brændingen på en strand i Los Angeles, var han 21 år gammel.

Siden har han kun været i nærheden af en strand for at gå en tur. Eller hvis der skulle tages fotos til en plade med The Beach Boys. Det band han startede i 1961 med sine to brødre, Carl og Dennis, fætteren Mike Love, og deres fælles ven Al Jardine.

Det afslører musik-legenden Brian Wilson fra The Beach Boys, da BT taler med ham i telefonen, inden hans to koncerter i Odense og København.

»Jeg har altid været skræmt til døde ved tanken om at surfe, og de gange jeg har prøvet, var jeg enormt bange for at falde af surf-brædtet. Det må være 54 år siden jeg sidst forsøgte,« siger Brian Wilson fra sin hjemstat Californien, hvor han bor til daglig med hustruen Melinda.

75-årige Brian Wilson er ikke den letteste mand at interviewe.

Ovenstående er tæt på at være den længste sammenhængende sætning han kommer med i de 15 minutter, han er i røret.

Brian Wilson taler bedst ved hjælp af musik.

»Dont Talk - Put Your Head On My Shoulder,« er et oplagt eksempel på netop dét. Og samtidig titelen på et af de mange smukke numre fra det banebrydende album 'Pet Sounds', som han spiller live i fuld længde, når han sætter foden på dansk jord.

Faktisk udtrykker Brian Wilson sig så godt i toner og harmonier, at Paul McCartney har kaldt ham den største nulevende sangskriver.

Og så overbevisende at ’Pet Sounds’, som han lavede med The Beach Boys i 1966, er kåret som det vigtigste album i pop og rock nogensinde i magasinet Rolling Stone.

Kun overgået af McCartneys eget album med The Beatles, ’Sergeant Peppers Lonely Hearts Club Band’.

Sangeren holder en pause i telefonen, og afslutter så sin sætning:

»Det er mærkeligt... Jeg har skrevet en masse surf-sange sammen med Mike (Love), og jeg har aldrig surfet. Jeg lærte det aldrig.«

Paradokset er til at tage at føle på.

Manden bag de mest ikoniske sange om det frie ubekymrede liv på Californiens strande har aldrig selv besejret brændingen.

Mens hans brødre levede livet i ’Surfin’ USA’, hvor der altid var to piger for hver en fyr, sad han alene derhjemme og skrev ’I Get Around’ og ’California Girls’.

»Studiet var min første kærlighed,« siger Brian Wilson i dag, hvor det er mere end 50 år siden han lavede mesterværket, der nu bringer ham til København for at spille de udødelige sange.

’Sloop John B.’,’I Know Theres An Answer’, ’Wouldnt’ It Be Nice’ og ’God Only Knows’.

Jeg er virkelig stolt af den sang,« siger Brian Wilson om den sidste.

»Sammen med ’Wouldn’t It Be Nice’, og ’Caroline, No’ er det nok de sange, jeg er mest vild med at spille på scenen. De er også blandt de sange, jeg er mest stolt af at have skrevet som komponist,« siger Wilson i telefonen, og fortæller, at han for længst er kommet sig over den sceneskræk og sociale angst, han led af i mange år efter Beach Boys storhedstid i 1960’erne:

»Det er mange år siden. Meget lang tid siden. Jeg kan ikke engang huske det mere,« siger han kort, så man er i tvivl om han vitterlig ikke kan huske det. Eller han bare ikke har lyst til at rippe op i det.

Efter ’Pet Sounds’ i 1966, skrev han endnu et mesterværk, singlen ’Good Vibrations’, samt det halvfærdige album ’Smiley Smile’, der først blev endeligt færdigt mange år senere i 2004.

Han kunne hverken leve op til sine egne eller andres tårnhøje forventninger. Allerede i 1964 måtte han erstattes på Beach Boys turnéer, fordi han fik sceneskræk, og da den mere ambitiøse stil fra og med Pet Sounds ikke gav den tilsvarende kommercielle succes, gik den følsomme sanger og komponist ned i en blanding af stoffer hallucinationer, depression og angstanfald.

For overhovedet at holde ham oppe, og få ham til at fungere i forhold til musikken blev et klaver installeret i en kæmpe indendørs sandkasse i Wilsons hus. Her sad han og vegeterede og forsøgte at skrive sange, mens resten af bandet tog på tur efter tur over hele kloden.

I dag er det anderledes. At spille er en mental opstrammer for den 75-årige mand, når han kommer ud og modtager publikums hyldest, selvom det stadig ikke er sex, drugs og rock’n’roll, der står på menuen, når Wilson er i byen.

»Jeg kan stadig ikke lide at flyve. Det er jeg ikke vild med. Men jeg kan godt lide at køre med turbussen, og jeg holder meget af at være på scenen. Jeg er vild med at høre bandet og musikken, når vi er på, og jeg elsker publikums reaktion, når sådan en sang som God Only Knows, får dem til at rejse sig op, og stå og klappe i fem minutter. Det gode ved at tage ud at spille er, at vi gør folk glade, når vi kommer frem,« siger Brian Wilson, der foreløbig har turneret i 15 måneder, og nu fortsætter sin verdenstur med ’Pet Sounds’.

Når man spørger om han er fit for figh og om helbreddet er i orden, svarer han uden tøven:

»Ja! Helt sikkert. Jeg holder mig i form ved at gå ture i en park, og jeg laver push ups hver eneste eftermiddag. Og så spiser jeg ret sundt. Jeg får masser af protein, masser af steaks - og masser af grøntsager,« bedyrer Brian Wilson, der fortæller, at meditation er blevet en fast rutine, for den store komponist. Også når han er på turné, hvor det indgår som en del af ritualet før scenen kalder:

»Før jeg går på, får jeg min aftensmad, og så mediterer jeg altid, en lille halv times tid. Og så taler jeg med bandet,« siger Brian Wilson, der spiller musik næsten hver dag, når han kommer hjem.

Hvor inspirationen kommer fra har han til gengæld ingen idé om:

»Næ, jeg kan ikke svare dig på, hvor inspirationen kommer fra. Musikken dukker op i mit hovede, når jeg sætter mig ned, og begynder at spille. Så kommer det. Jeg spiller næsten hver dag. Men ikke om morgenen, og heller ikke om formiddagen. Men hen mod aftenstimerne sætter jeg mig tit ved mit klaver,« siger den 75-årige Beach Boy, der i dag er den sidste bror tilbage.

Bandets dygtigste surfer, Dennis Wilson, druknede i 1983, Wilsons anden lillebror, Carl, døde af lungecancer 15 år senere. Men de tre brødre er alligevel sammen i ånden, når Brian Wilson står på scenen.

»Jeg tænker på Carl, når vi spiller ’God Only Knows’, fordi det var ham, der plejede at synge den. Og på samme måde tænker jeg altid på Dennis, når jeg hører ’Do You Wanna Dance’,« siger Brian Wilson, der ikke har skrevet mange hits siden 60’erne. Alligevel udsender han nye plader med ujævne mellemrum. Han kan nemlig stadig godt lide at komponere.

»Sangskrivning er ikke noget jeg betragter som et arbejde. Det er en ren fornøjelse. En kreativ oplevelse, jeg gør for mig selv.«

Og hvad får du så selv ud af at skrive sange?

»Ikke meget,« siger Brian Wilson uden at tænke ret længe:

»Kun en masse stolthed, glæde og lykke i mit liv.«

Brian Wilson spiller i Odeon i Odense torsdag d. 29. juni og fredag d. 30 juni på Plænen i Københavns Tivoli.