B.T.'s anmelder slagter Whitney: For fanden hvor var det trist

Der er ikke mange roser til Whitney Houston for torsdagens koncert. En stjerne kan B.T.'s anmelder slynge den op på.

Hvordan skal man dog anmelde så vanWhitney en aften?

Man kunne starte med at konstatere, at jeg aldrig har set så mange mennesker udvandre fra en koncert.

Eller sukke ligesom manden bag mig:

- Så syng dog for helvede.

Problemet er bare, at det kan Whitney Houston ikke længere. Jo, hun kan synge, så hun lyder som en patineret cabaretsangerinde efter den fyrretyvende smøg i en kælder i Bronx.

De få oplivende momenter der var under torsdagens koncert med den 46-årige derangerede sangdiva kom, når hun sang med de begrænsede virkemidler, hun har.

Som til allersidst i 'How Will I Know' og 'I Wanna Dance (With Somebody)'. Og lad os være fair: det fik sat lidt fut i publikum, der havde ventet i halvanden time.

Men en stor del af publikum fik hun sat af, da hun trak tiden ud ved at tale om afdøde Michael Jackson en time inde i koncerten. Det gik der 10 til 15 minutter med.

Da publikum begyndte at protestere, gav Whitney igen af to omgange. Første gang:

- Hvis I ikke kan lide at høre mig, så ved I, hvad I kan gøre.

Anden gang sagde hun blot:

- I pisser mig af.

Didn’t she almost have it all? Det største talent. De bedste sangskrivere. Den bedste baggrund med en gudmor ved navn Aretha Franklin.

Hun blev født med guldske i munden. Desværre har hun brugt skeen til at varme crackkokain i for mange år. 

I dag er hun clean, men klangen, klarheden og skønheden er væk. I stedet oplevede vi torsdag aften en prustende, forpustet, konfus sangerinde, der midt i koncerten måtte holde et kvarters omklædningspause, mens koret sang i stedet for Whitney. Og bandet loyalt spillede. Og spillede. Og spillede.

Sidste gang Whitney optrådte i København – dengang i Parken – trak den dengang skrupforelskede 30-årige Whitney manden Bobby Brown ind på scenen, umiddelbart inden hun skulle synge 'I Will Always Love You' – og dedikerede den til ham.

Brown skulle senere komme til at spille hovedrollen i tragedien, der er endt med at Whitney i dag er ude af stand til at synge sangen.

Tal om bitter ironi. I aftes gav hun en version, der trods den efterhånden obligatoriske kunstpause, hvor publikum tigger hende om at prøve, endte med at lyde rimelig.

For en cabaretsangerinde, nu oppe på smøg nr. 43. Man kommer til at tænke på det gamle Whitney-soundtrack, 'Waiting To Exhale'.

Whitney har forhåbentlig mange år endnu. Men som kunstner er hun i færd med at udånde.

Det, der gør ondt, er ikke den skrækkelige koncertoplevelse i sig selv. Det er ellers slemt nok. Nej, det, der gør rigtig ondt, er at Whitney godt ved det.

Det er ikke os i salen, men sig selv hun prøver at overbevise om, at hun stadig er større end livet. Undskyld mit franske. Men for fanden, hvor er det trist.