Måske bliver Aquas pengetank snart fyldt igen.

- Det er fedt, når vi får dårlige anmeldelser, så sælger vi altid rigtig godt, siger Aquas Søren Rasted nemlig til gaffa.dk.

I morgen udkommer gruppens første ’rigtige’ nye album i elleve år, ’Megalomania’. Som altid deler Aqua vandene. Det danske musikblad giver Aqua fire stjerner. Australske www.thenews.au.com har foreløbig kun hørt og set videoen til singlen ’Playmate To Jesus’.

- De fire medlemmer af gruppen gør deres bedste til at se angste ud, men de vandrer rundt i et mærkeligt hus. Vi havde aldrig troet, at vi skulle sige det: Så hellere ’Barbie Girl’, skriver det australske site.

Ekstra Bladets Thomas Treo er helt enig: 

- Det er skønt at slippe for alle fistelstemmerne, men sgu hellere 'Barbie Girl' med heliumvokal end Lene Nystrøm, der gang på gang vrænger løs om, at 'you still fuck me like a robot', skriver han i sin to-stjernede anmeldelse. 

Treo finder det er utroligt, at Aqua ikke har noget, 'mere modent på hjerte end påtagede provokationer, halvhjertede hyldester til Las Vegas eller helbøvede sangtitler'

Lidt mekanisk


Også norske Verdens Gang, aka vg.no er ude med riven:

- ’Why do you fuck me like a robot?’, spørger Lene Nystrøm. Fordi du synger som en, kanskje?, skriver anmelderen.

- Sangen, Aquas fremstød på en clubscene, de er blevet for gamle til at generobre er... grisefest-pop, yderligere uspiseliggjort af René Difs kor, skriver den norske anmelder.

Så er der helt andre, positive toner fra wordpress.com.

- Det nye mørkere Aqua er tilbage og virkelig på toppen. Stilen er den samme men mere moden, skriver anmelderen der giver fire ud af fem stjerner.

Melodisk kører Aqua i retning af Lady Antebellum og Taylor Swift. Netop det melodiske adskiller Aqua fra moderne eurodancenavne som Cascada, mener anmelderen.

B.T. anmelder det nye album i morgen. Og bringer samtidig et interview med de tre danske herrer og den norske jente.