Annisette håber på ny kærlighed
Seks år efter Thomas Koppels død er Annisette klar med nyt album og ny tro på kærlighed
Seks år efter Thomas Koppels død er Annisette klar med nyt album og ny tro på kærlighed
Der sker store ting i Annisettes liv. Det nye Savage Rose-album udkommer til efteråret. Sangerinden er i fuld gang med sin selvbiografi. Og seks år efter manden Thomas Koppels død er den snart 64-årige legende klar til ny kærlighed.
- Jeg udelukker bestemt ingenting. Jeg elsker livet og musikken. Og ny kærlighed? ... Ja, dét man kan jo kun håbe på.
BT fanger Annisette Koppel ude i kolonihaven i Sydhavnen. Solen skinner. Og med en ny single ’Freedom to Love’ på gaden i dag og et album på vej 10. september, kunne humøret umuligt være højere.
- Der sker så meget. Og jeg har slet ikke tid nok, siger Annisette, der dog ikke er i tvivl om, hvad der bringer allerstørst glæde.
For fem måneder siden blev Annisette nemlig mormor for anden gang (nummer ét hedder Romeo og er otte).
Og der er intet bedre end at holde lille Charlie (opkaldt efter Chaplin) i armene.
- Jeg er så heldig, bobler Annisette, der dog også oplever andre følelser, når hun står med det lille drengebarn i favnen.
Således går tankerne til de nogle gange kolde tider, vi lever i. Og ligesom da Annesette komponerede sammen med Thomas Koppel, er følelserne nu blevet til nye stærke sange om fred og menneskelighed.
- Det kan da godt være, at nogle opfatter den slags som naivt. Men det kan jeg ærligt talt slet ikke forholde mig til.
- Musikken er stadig en fantastisk måde at udtrykke mine egne følelser på og således række ud og nå andres, siger Annisette.
- Vi snakker meget. Men ofte bliver det ved snakken. Og jeg tror stadig på, at musikken kan ændre ved ting. Og hvis nogen synes, at dét er tossegodt og naivt, så er det bare ærgerligt, siger Annisette.
I privaten er sangerinden stadig omgivet af flere af Thomas’ ting.
Hun spiller og komponerer på guitaren, han forærede hende. Og andre af de nye sange er blevet til på det klaver, som Thomas sjældent forlod.
- Jeg savner selvfølgelig Thomas og de toner og melodier, der konstant omgav mig, når han spillede. De fik mig altid til at opfinde mine egne ord og sange. Men i dag har jeg sammen med det nye band fundet noget helt andet - og nyt.
Således vil The Savage Rose (minus Thomas) spille en masse af de gamle sange, når de igen drager på turné til efteråret. Men Annisette lægger vægt på én ting:
- Det her er ikke noget museum. De gamle sange er dejlige. Men det er vigtigt altid at gøre plads til hver en impuls fra de nye musikere. De er nemlig fantastiske.
Bare ét år efter Thomas Koppels pludselige død, udsendte Annisette og The Savage Rose albummet ’Universal Daughter’. Men nu er der gået fem år siden sidst.
Og denne lille pause har Annisette blandt andet brugt på at skrive sin selvbiografi - eller i hvert fald indledningen af den.
- Der er mange, der har spurgt mig, om de må skrive min historie. Men jeg vil helst selv. Og det har bare været hylende skæg, siger Annisette, der dog indrømmer, at det også er tidskrævende.
- Jeg er kun nået til barndommen. Så der kommer til at gå lang-lang tid, griner Annisette, der takket være skriverierne er kommet i tanke om utroligt mange ting, hun ellers havde glemt.
- Jeg kan huske, da jeg fyldte 12. Min søster (Rudy, red.) havde fået sin første filmkontrakt. Og min mor sagde glad: Nu behøver du ikke at optræde mere. Dét får vi ikke tid til.
- Hun troede måske, at det ville gøre mig glad, siger Annisette, der siden syvårsalderen havde optrådt i omrejsende tivolier.
- Men det eneste, jeg kunne tænke, var bare: ’det kan da ikke være rigtigt’. Derfor ringerede jeg til min veninde Jette. Hun spillede klaver. Og i flere år optrådte vi blandt andet til de såkaldte milkshake-fester. Ét af stederne i København hed ligefrem Mælkepubben - dét var før man opfandt diskoteker.
Savage Roses nye album udkommer 10. september.