Nul stjerner, en stjerne, to stjerner, to stjerner. Sådan lyder anmeldernes dom over Whitney Hustons koncert i Forum i aftes.

Hun kunne ikke ramme en tone, rablede løs fra scenen til publikum og holdt en mumlende mindedialog om Michael Jackson. De danske anmeldere var bestemt ikke begejstrede efter koncerten.

- Havde man frygtet det værste, kunne man gange det med ti. Whitney Houston var igennem halvanden time mere pinlig end Frank i en af de virkelig slemme episoder i "Klovn", skriver Berlingske Tidendes anmelder Thomas Søie Hansen. Han gav koncerten 0 stjerner.

B.T.’s egen anmelder, Jan Eriksen, giver Whitney 1 stjerne. - Undskyld mit franske. Men for fanden hvor er det trist, skriver han.

Musikbladet Gaffa giver koncerten i Forum 2 stjerner.

- Lad os sige det, som det er, Whitney havde lagt sig ud. Hun lignede Hella Joof på scenen. Publikum saluterede alligevel legenden med kæmpe bifald. Men da hun begyndte at synge, kom problemerne for alvor til syne. Hendes stemme var hæs og rusten, og hun lød klart forpustet allerede fra start.

Ekstrabladets anmelder, Henrik Queitsch, er enig i resten af anmelderkorpset og giver skandaledronningen to stjerner.

- For nu få det helt på det rene, så lyder den engang så imponerende stemme i dag som en mellemting mellem en tuberkuløs Lone Kellermann og papegøjen Andrea, der kun momentvist kom i udkanten af de glasklare høje toner, der var hendes varemærke.

Knap 7.500 publikummer havde indløst billet for at se den 46-årige skandaleramte superstjerne, og mange valgte at udvandre under koncerten. I aften giver Whitney endnu en koncert i Forum.