Lune Larsen bruger ironien som våben på et nyt og livsklogt sæt sange - og det begejstrer BTs anmelder Jan Eriksen.
Man kan jo ikke rigtig kalde ham Madam Blå, den gamle hankat. Den historiske, emaljerede kaffekande stammer ellers fra en tid, som altid har haft en stor plads i Kim Larsens hjerte.
Så lad os i stedet kalde ham Monsør Blå. For det er sådan Kim Larsen lyder på sit nye album 'Du glade verden', der udkommer næste mandag.
Blå som i blues. Blå som i blå himmel.
Det er en både resigneret og melankolsk, poetisk, mildere Larsen. Men også i grundtonen lysere Kim Larsen med viljen til at gå nye veje. Først og fremmest et overflødighedshorn af moden popmusik.
Gamle Gasolin-fans med håb en tur på sin Harley nedad Rabalderstræde, går forkert på ’Du glade verden’. Måske bortset fra rockeren ’Her står jeg’, som allerede er kendt fra radioerne.
Det begynder med ’Bare for at gøre en forskel’. Fra de første trommeslag er det mesteren af det tre minutter lange popmanifest, når han er bedst. En lavmælt, catchy melodi af den type, der er kommet for at hænge fast i rødgrøden mellem ørerne. En anti-krigssang, hvor vi er budt helt ind der, hvor det gør ondt. I stedet for ulideligt forudsigelige klichéer om kyniske bagmænd.
Stille flyder poppen i en jævn strøm. Den herlige ’Sød symfoni’. Det er Larsen i zen-agtig solnedgangsbalance med sig selv. Skt. Hans bålsstemning og moderne guitar-båret flow, Af en eller anden grund tænker jeg på Ulige Numres ’København’.
Det samme med ’Så ved du hvordan’. En fin, fin stilfærdig melodi. Igen en skarpt skåret tekst helt uden manerer. En af de mere hjertegribende sange inden for rækkevidde lige nu om ensomhed og illusorisk længsel efter forandring. Dét er både ægte solidaritet og frysende koldt.
Vi er i samme rille i 'Den gyldne middelvej', som man umiddelbart tror er endnu en sang om Gud og Allah. Men som ender med at få linjerne 'vi kender jo alle de samme sorger, den samme smerte, og enhver står alene på jordens midte' til at danse til et fængende omkvæd med guitarist Karsten Skovgaard på Hank B. Marvin leadguitar.Smukt, Larsen.
Har den mavesure brokkerøv fået sparket? Nej, nationalskjalden springer ikke ligefrem ud som rød-hvid Hansi Hinterseer. Der er stadig kommentarer til tiden.
Fup-kunst, krig, som nævnt, helsehysteri, selvfølgelig. Hvor Larsen for gang skyld bruger ironien som sit våben. Det klæder. Sågar en hyldestsang fra den gamle anti-royalist til prinsgemal Prins Henrik. Med en lille hilsen til eks-kollega Bodil Cath. Det er næsten som ridderkorset. At komme med i en Larsen-sang.
Og selvfølgelig er der storytelling som Larsen ynder. F.eks. en småfjollet tekst om en bonderøv og en herremand 'Så meget jord'. Men yeehaa, for en charmerende rootsy melodi. Det emmer af doven søndag eftermiddag på bæverding ved Mississippi.
Uden anden sammenligning overhovedet bringer 'Du glade verden' minder om de to vigtigste Beatles-album, nemlig 'Rubber Soul' og 'Revolver'. Fordi det er en søgende album-plade, hvor pop og guitar balancerer på kanten af rock. Med melodien som hovedargument.
Inden begejstringen koger over. Jo, der er et par overflødige sange. 'Solopgang til måneskinspriser' virker som en joke fra øverummet. 'Hvorfor blæser vindene så hårdt?' er et afslutningsnummer af den kedsommeligste slags. Men det ændrer ikke på indtrykket af en både genfødt og livsklog Kim Larsen.
Kim Larsen & Kjukken, 'Du glade verden', EMI, udkommer på mandag. Fem ud af seks stjerner.
