De har eksisteret i 43 år, og de swinger stadig som sytten selvbevidste striptease-danserinder på en vakkelvorn færge på direkte kurs mod Sin City
- Det er herinde, det dér kommer fra. Og det er derfor, det er så fedt!
Veninden slog sig hårdt for brystpartiet – venstre side – og lod ingen tvivl tilbage om, hvad hun mente.
Ét af de fineste rock’n’roll- og bluesbands i verden – ’the little ol’ band from Texas' – ZZ Top var tilbage i Danmark. Denne gang på plænen ved siden af Brøndby Stadion, hvor det 43-årige band endnu engang slog fast, at når det kommer til selve det at spille swingende rock’n’roll matches de kun af to bands i verden. Og når de to bands er The Rolling Stones og AC/DC, turde det være åbenbart, at vi er deroppe, hvor luften er tynd, de færreste kan ånde og endnu færre tør binde an med en tur over overliggeren.
Men et ZZ Top, som på denne turné udover de åbenlyse træffere havde gravet genialiteter som ’Vincent Price Blues’, ’My Head’s In Mississippi’ og ’Stages’ frem, sejlede med selvfølgelighed hen over selv den højeste forhindring denne aften. Det er langt fra for meget sagt, og den meste ros er hulere end et valgløfte, når man er skal beskrive, hvor godt ZZ Top spiller.
D’herrer Billy Gibbons (guitar), Dusty Hill (bas) og Frank Beard (trommer) spiller med en kollektiv forståelse og – ja, der var den sgu’ igen – timing, som ganske enkelt er enestående. Der er budt op til dans, der er inviteret til kærlighed (okay, lidt liderligt anløben er den vel men hva’ fa’en…), og der insisteres på det tidløse begreb ’ikke så meget pis!’, så man mentalt bør lade sig teletransportere til et roadhouse på grænsen mellem Texas og Mexico for at ramme den stemning, ZZ Top kolporterer med den største selvfølgelighed.
Som veninden indledningsvis konstaterede, så kommer sange som ’Gimme All Your Lovin’’, ’La Grange’, ’Tube Snake Boogie’, ’Pincushion’ og den selvforklarende ’Beer Drinkers And Hell Raiser’ helt inde fra det bluesblødende bankende hjerte fra et band, som bedre end de fleste har fattet, hvad dét, de mere puritanske af os kalder ’rigtig musik’, er for noget.
’For helvede Steffen, kan du ikke forklare mig, hvorfor lige de tre swinger så fedt,’ som min ven Oraklet Fra Brøndby på et tidspunkt spurgte. Tja, det ved jeg sgu’ ikke. Men det har selvfølgelig noget at gøre med, at Frank Beard har et backbeat for guderne. Med at Dusty Hill følger ham som det naturligste i verden. Og sluttelig og vigtigst at Billy Gibbons er måske dén bedste nulevende bluesguitarist med en fornemmelse, en følelse og – ja! – en timing, som er enestående i rocken 2012.
Hold da kæft, hvor bliver meget andet musik komplet ligegyldigt, efter man har oplevet noget som dette. En stor, stor aften!
ZZ Zådan dér!
ZZ TOP, Cricketbanen v. Brøndby Stadion, fem stjerner
