Og værsgo’ og sådan dér!

Ja, undskyld udbruddet men jeg elsker album, som lægger fra land med det mytologiserede ’onde, fede guitar-riff’ og så i øvrigt holder stilen hele vejen igennem.

Det gør danske Black City på deres andet album ’Fire’, som sandt for et læderet lytteorgan er ét af de bedste rockalbum, jeg har hørt herhjemme i endog meget lang tid.

Hvis vi nu for argumentets skyld siger, at rock’n’roll handler om at ville – som i virkelig VILLE, så er ’Fire’ en hæsblæsende hensigtserklæring af de mere overbevisende.

Det hér rocker som død og bare helvede og vil givetvis skræmme enhver indie-hipster mod højtliggende steder, før han/hun kan nå at sige ’café-latte singleshot’ – til gengæld vil fans af Dave Grohl og Foo Fighters nok på det nærmeste hvine af fryd og slå på deres (luft)strenge i ungdommeligt overmod. I særdeleshed da hvis man ikke har noget imod nogle stænk af Queens Of The Stone Age, Metallica og Slash indover. Og det har man ikke!

Attituden er på plads, spillet er på plads, Nick Foss’ produktion er glimrende, kærligheden til musikken er på plads, og – vigtigst – sangene holder stort set hele vejen. Jeg nævner i flæng blot følgende fire som værd at checke: den dejligt dynamiske ’Here’s To You’, den tvangfri melodi-rocker’Here Comes The Rain’, den Soundgarden-beslægtede ’How To Smile With A Broken Heart’ og min personlige favorit; den ualmindeligt medrivende og storswingende ’The Day My Hero Died’.

’Fire’ er således et langt bedre og til overflod mere dynamisk album end den lovligt stivbenede debut fra 2010. Med andre ord: så er det fest!

BLACK CITY, ’Fire’, (Mermaid), fem stjerner ud af seks