Indrømmet: fars finslebne flækøkse var afsikret og klar til hug, da jeg torsdag aften mødte op til Johnny Madsen Trios koncert i Amager Bio.
Ikke fordi jeg har noget imod den velklædte vestjyske verdensmand – snarere tværtimod – men fordi Madsens koncerter i de senere år har nået et efterhånden uacceptabelt mål af gentagelser og forudsigelighed. Og det har gjort sig gældende både til hans koncerter med fuldt band på sommerfestivalerne og til de mere intime trio-forestilllinger i vinterhalvåret.
Der er nemlig en hårfin grænse mellem genkendelsens glæde og at overskride publikums gæstfrihed for så vidt angår de samme gamle sange og de samme gamle vittigheder. For nu var det nok, og nok er som bekendt nok.
Men faneme om Johnny ikke også selv langt om længe har indset dét.
I Amager var den berømte pose blevet grundigt rystet, hvilket ikke alene betød nogle mere end velkomne overraskelser i sætlisten men sandelig også en del anekdoter fra Madsens utømmelige lager, man ikke havde hørt i omegnen af 117 gange før. Ja, I kunne sgu’ et øjeblik have væltet mig omkuld med en fjerpen.
Dét hér var nemlig den bedste Madsen messe, jeg har oplevet i umindelige tider. Og lur min lasede cowboyvest om ikke det lød, som om de nye udfordringer i koncerten faktisk har revitaliseret Johnny, leadguitarist Knud Møller og trommeslager Henrik From.
I hvert fald var spillet formidabelt denne aften i den gamle amagerkanske biograf, der efterhånden er blevet Johnnys københavnske hjemmebane. Faktisk ikke mindst Johnny Madsens eget guitarspil – manden er jo altså ikke ueffen på de seks strengede, men han lader sig ofte drukne af, at han har en verdensklasse-guitarist som Knud Møller ved sin side. Men hér havde Johnny tydeligvis taget et trin op ad stigen, og det klædte både ham, Møller og aftenen som helhed.
Det var en fryd at høre fine versioner af specielt ’Meg Ryans Aftenvals’ og ’Grand Menu’ i sættet. De sange fortjener at blive hørt – igen og igen – surrealisme på dét plan er Salvador Dali værdigt, og da i særdeleshed når de får et par af Madsens fabulerende anekdoter med på vejen. Begge numre er da også oprindelig fra dét album, som om noget i Madsens produktion fortjener prædikatet ’mesterværk’, nemlig ’Checkpoint Charlie’.
Trioen formåede at forvalte tæt samspil og legesyge i lige store doser aftenen igennem, og det var som nævnt alt sammen fornemt eksekveret. Via de ovennævnte samt ’Vi gi’r, vi ta’r’, ’Dalton’, ’Stjernenat’ og et virkeligt morsomt mellemspil umiddelbart før de sidste ekstranumre, hvor trioen forsøgte sig udi eksempelvis Beatles’ ’Dizzy Miss Lizzy’, Sam Cookes ’Only Sixteen’ og temaet fra James Bond (!).
Så lever jeg med, at vi nok aldrig slipper for ’Færgemanden’ og ’Æ kører o æ motorvej.’ Der er heldigvis rigeligt med andre (vand)veje i Johnnys sange til en koncert som dén torsdag aften.
Faktisk var det mageløst, Madsen! Bogstaveligt talt for der findes ingenting magen til. Flækøksen er hermed sikkert tilbage i sit hylster…
JOHNNY MADSEN, Amager Bio, *****
