Gider du lige, Larsen!?
KIM LARSEN & KJUKKEN, Jelling Festival
Man var vidne til et interessant fænomen på Jelling Festival sent fredag aften. Publikum var mødt talrige frem foran festivalens hovedscene. Det skulle de jo, for Danmarks nationalskjald Kim Larsen stod jo på scenen.
Kim Larsen var også mødt frem. Det skulle han jo. Det var trods alt ham, de alle sammen stod og ventede på nede foran scenen.
Hér opstod så det interessante. Publikum stod der, fordi det jo VAR Kim Larsen, men den opmærksomhed, de vendte mod dét, der foregik på scenen, var afgjort til at overskue, uden man behøvede at tage særskilt videnskabelige metoder i brug. De var der, men intet tydede på, at de hørte specielt meget efter.
Larsen kan man jo altid se og høre. Det er jo nemt nok.
Det er jo også nemt nok at være Kim Larsen. De står der jo alligevel – dem derude. Om det så er denne tingenes åbenlyse tilstand, der gør det, skal jeg lade være usagt, men det Larsen leverede fredag aften i Jelling er noget nær det mest kedsommelige, jeg nogensinde har oplevet fra den kant. Og jeg er fan… som bare fa’en!
Mandens musik er soundtracket til mit liv, men så momentant kedeligt har mit liv trods alt altså ikke været, Kim. Og det har dine sange heller aldrig været før.
Jeg havde højlydt råbt ’gider du lige, Larsen!’, hvis det ikke havde været så åbenlyst, at det gad han faktisk ikke.
Selv store, store sange som ’Papirklip’, ’Rabalderstræde’, ’Svinget i Solrød’ og ’Strengelegen’ blev et langt stykke ad vejen afleveret med et engagement, som når en revisor af bitter pligt afleverer den lokale brugsforenings årsregnskab. Og dertil med en udstråling som en fugtig spånplade.
Kun en vidunderlig ’This Is My Life’ og en ganske fin ’Byens Hotel’ holdt niveau denne aften. Og dét – mine damer og herrer – kan simpelthen ikke være meningen og ej heller nok, når vi trods alt har at gøre med én af dansk musikhistories største sangskrivere. Hvorfor det da også gør mere end normalt ondt at skulle skrive det her, men Kim Larsen slipper simpelthen for nemt om ved det i 2012. En koncert som dén hér var en rundgang på rutinen, hvor det burde være en opvisning strålende af stolthed – over at have skrevet de nævnte sange. Og flere til.
Ryst posen og genfind spilleglæden, Larsen. Og drop barnagtige sange som ’Hippopotamus’, ’Umama’ og ’Mig og Molly’. Ellers kan det være lige meget. Og helt ærligt: ikke én sang fra to af de senere års bedste danske album ’Gammel Hankat’ og ’Mine damer og herrer’? Jeg gentager: gider du lige, Larsen!
AF STEFFEN JUNGERSEN
