Af Sara Elisabeth Nedergaard, Gaffa
'+' fra 2011 og 'X' fra 2014 har cementeret Ed Sheeran som hitlisternes popmastodont nummer et. Og da han smed singlerne 'Shape of You' og' Castle on the Hill' på gaden 6. januar, var der vild jubel og endnu en (nå nej, to) placeringer på hitlisternes top tre. Ed Sheeran virker som en mega reel, sympatisk fyr. Men hold nu kæft, hvor skal han stoppe med at rappe. NU.
Han kalder sig selv for "a singer with a flow". Men når Sheerans ellers yndige vokal går over i rap, bliver det ikke mere hvidt. Du ved, på sådan en måde, hvor man forestiller sig Lamar, Chance & co. grine deres røv i laser over den lille, hvide dude, der leger rapper. For det spiller bare SLET ikke. At åbne med en sang med netop dette element indkorporeret (Eraser) er en dårlig ide, for så har denne anmelder allerede en dårlig smag i munden fra start. 'Galway Girl' er også et godt eksempel på dette, og besudler i øvrigt Steve Earles nummer af samme navn.
Der er til gengæld lidt pondus på 'Dive', hvor Sheerans stemme er lidt mere rå i det. Det opvejer næææsten den kedelige lyrik: 'Don't Call Me Baby / Unless You Mean It.' Gab. Og så er der flødeskums-Sheeran på 'Hearts Don't Break Around Here': 'Every night I'll kiss you, you'll say in my ear / Oh we're in love, aren't we? / Hands in your hair / Fingers and thumbs, baby'. Ej okay, ew.
'Shape of You' er sgu en helt okay popsang, som jeg er sikker på, alverdens Zumba-mødre vil vrikke hofterne til med største glæde. Men udover det, er 'Divide' en kedelig omgang med anonyme popskæringer, hvor rapsekvenserne burde afgå ved døden.
Anmeldelsen er bragt i samarbejde med musikbladet Gaffa.
