Den amerikanske poppunk-trio Green Day beviser med sidste del af trilogien ’Uno’, ’Dos’, ’Tre’ egenhændigt, at rocken lever, har det fint og i øvrigt er den perfekte julegave til både far, bedstemor og børn.
Som ingen anden nutidig rockkomponist formår over-snotnæse og forsanger Billie Joe Armstrong nemlig at kombinere både klassisk 60’er-soul med 70’ernes glamrock og oveni tilsætte både 90’er-indie a la R.E.M. og masser af tidløs pop.
Stramt og iørefaldende
Den slags kunne nemt ende som noget værre rod.
Men Billie Joe Armstrong, der lige nu er indlagt til afvænning for både dit og dat, er samtidig iskold rationaliseringsekspert.
Og det betyder, at selvom skønne sange som ’Drama Queen’, ’Missing You’ og ’X-Kid’, bærer ekkoet fra både Bowie, Stones og Otis Reading, så fremstår de enkle, fedtfri, spritnye og 110 procent effektive.
Og jeg tilstår gerne, at jeg allerede halvvejs igennem sang nummer tre ’8th Avenue Serenade’ helt opgav at forlade stuen. Det store, fede grin, som Green Days geniale og noget nær fejlfri rock havde plantet i ansigtet på mig, var nemlig skrupumuligt at få med ud igennem døren.
Og så er jeg ikke engang kommet til det mest utrolige.
Kvalitet og kvantitet
Således er ’Tre’ det tredje album, som Green Day har udgivet på fire måneder. Og derved cementerer Billie Joe Armstrong sig ikke alene som én af nyere rockhistories mest indsigtsfulde og effektive sangskrivere men også en af de mest produktive.
Mens kollegaerne kæmper en ofte umulig kamp for blot at fylde et enkelt album med anstændige sange (ofte går de i stå efter to hit og en B-side) har Armstrong egenhændigt leveret 36 ud af årets bedste rocksange.
Der er nemlig ikke ét eneste fejlskud på ’Tre’. Og uanset hvem du giver gaver til, så er Green Day-trilogien et solidt bud på succes.
