’Bedrag II’ - Afsnit syv
DR1-drama

Ligesom Anakin Skywalker, der frivilligt lod sig transformere til ærkeskurken Darth Vader i ’Star Wars’, traf ’Bedrag’s sympatiske miniskurk Nicky i aftes dét sidste, skæbnesvangre valg, der én gang for alle sendte ham over på ’The Dark Side’ – dét sted, hvor kun de værste skurke holder til – på livstid.

Først havde Nicky (Esben Smed) ellers besluttet sig for at vriste sig løs af sin onde arbejdsgiver ’P’s gustne kvælertag (Claes Ljungman er iskold og suveræn). Men da det endelige valg skulle træffes, lod den unge familiefar sig friste af fixerens lokkende ord om selvstændighed og uendelig rigdom. Og i afsnittets sidste sekund blev Nickys og derved familiens skæbne beseglet med en kugle.

Claudias mange job

Og Nicky var ikke den eneste af vores ugentlige ’Bedrag II’-venner, der tog farlige beslutninger i søndagens afsnit.

Således valgte den unge superadvokat Claudia (Natalie Madueño) – mere eller mindre frivilligt - at indlede et samarbejde med bagmandspolitiet, hvor Mads (Thomas Bo Larsen) og Alf (Thomas Hwam) stadig styrer sagerne med let kaotisk hånd.

Således arbejder Claudia nu både i den unge idealistiske Absalon Bank, hvor hun assisterer tvillingeejerne Simon og Amanda (David Dencik og Sonja Richter). Hun giver også altafgørende tip til superskurken Christensen (Waa-ge Sandø), der er chef for den alt andet end idealistiske Nova Bank. Og endelig forsøger hun (Claudia) nu at holde politiet underrettet, så hun selv slipper og de onde sidder fast, når fælden om et par afsnit for alvor klapper.

Mads som ’Dirty Harry’

Mens første sæson af ’Bedrag’ handlede om energibranchen, så går sæson II i flæsket på både danske og internationale bank-giganter.

Og selvom historien er godt skruet sammen, så går der fra tid til anden alligevel lidt ’Olsen Banden’ i det hele. Især når politihelten Mads som en dansk Dirty Harry i lommeformat beslutter sig for at trodse cheferne og gå egne veje.

Helt uden om bagmandspolitiets normale procedurer skaffer Mads Justesen således lidt for belejlige og lidt for åbenlyse beviser på urealistisk rekordtid. Og igen virkede dialogen imellem Thomas Bo Larsen og Thomas Hwam lidt firkantet, da Larsens politimand melodramatisk argumenterede for en ulovlig aflytning med ordene:

»Der er en 16-årig pige, der er død..«

Men alt melodrama til side, så holder ’Bedrag II’ alligevel.

Som historieforfatter springer seriens bagmand Jeppe Gjervig Gram nemlig aldrig over, hvor gærdet er lavest. Således tilføjes der konstant nye detaljer både i privaten og på jobbet. Karakterudviklingen er gennemarbejdet, og personligt troede jeg til det sidste, at Nicky ville tage det rigtige valg. Men det gjorde han bare ikke.