Succesen vil tilsyneladende ingen ende tage for danske Lukas Graham. Bandets album 'Lukas Graham' er lige udkommet i USA og ligger allerede nu nummer et på den amerikanske iTunes-albumhitliste.

Det kunne bandet selv offentliggøre på Instagram fredag morgen omkring klokken 8.

Lukas Graham har længe hittet i USA med sangen '7 Years', som lige nu ligger nummer 2 på den amerikanske Billboard Hot 100-liste, der betragtes som en af verdens vigtigste hitliser. Derudover har sangen toppet den engelske hitliste, såvel som iTunes-singlehitlisten.

På Spotify er sangen hørt mere end 300.000.000 gange - hvilket må siges at være en pæn sjat.

Så sent som torsdag skabte Lukas Graham overskrifter, efter bandets optræden i det amerikanske talkshow Jimmy Kimmel Live i USA. Derudover besøgte bandet torsdag den radioprogrammet 'On Air with Ryan Secreast' med den tidligere American Idol-vært Ryan Seacrest - og her opførte de en version af en dansk fødselsdagssang, som lige nu hitter stort på nettet.

Tidligere har bandet også optrådt i talkshowene 'Conan' med Conan O'Brien og Late Night with Seth Meyers, ligesom bandet har gjort sig bemærket med coverversioner af Adeles 'Hello' og Justin Biebers 'Love Yourself'.

Lukas Graham fokuserer lige nu benhårdt på det amerikanske marked, men giver dog også et par koncerter herhjemme til sommer. Det bliver på Tinderbox-festival på Fyn, Northside-festival i Aarhus, Østerbro Stadion i København og på Mølleparken i Aalborg.