Søren Bonke alias Klak Tik debuterer med drømmende poppede ’Must We Find a Winner’, der er en timelang rejse gennem en række indfølte og – i dansk sammenhæng – sjældent superbt arrangerede ballader.
Man skal lede længe efter en dansk musiker, der går lige så meget op i at gennemarbejde sine sange så koncentreret og grundigt, som Søren Bonke. Der bliver i hvert fald ikke sparet på ambitionerne på den London-bosiddende danskers debutalbum ’Must We Find a Winner’.
Bonke udgiver pladen under navnet Klak Tik (der dækker over hans aktivitet som solist, efter at han forlod bandet 6 Day Riot), og sammen med sine musikalske venner har han indspillet 13 sange, der strækker sig over intet mindre end 59 minutter. Lidt af en mundfuld.
Men Bonke slipper faktisk rigtig godt fra dette projekt, hvor ambitionerne ellers nemt kunne have spændt ben for den kunstneriske succes. Og den næsten eksklusivt melankolske stemning, der lægges for dagen, opvejes af kreative arrangementer, der ofte er usædvanligt rige på instrumentering.
Et unikt indslag
Hvis man kan forestille sig, hvordan det ville lyde, hvis danske Efterklang eller Slaraffenland allierede sig med en klassisk singer/songwriter, så har man en idé om, hvordan Klak Tik lyder. Men i dansk sammenhæng, må ’Must We Find a Winner’ alligevel siges at være et ganske unikt indslag.
Der åbnes med ‘The 2nd Wave Is Sometimes Bigger’ – en sælsom blanding af Radioheads 90’er-pop og Elbows atmosfæriske ditto tilsat et væld af blæsere og strygere, og efterfølgende løftes den akustiske ballade ’Carpet Swept’ igen af en stemningsfuld og grandios instrumentering.
Flere har nævnt Sufjan Stevens som Bonkes mest åbenlyse inspiration, men umiddelbart minder hans omfattende arrangerede pop mere om et andet prominent alternativt navn, nemlig Grizzly Bear, hvilket er tydeligst i en sang som ’Driverless Train to Expo’.
Overraskelser vs. forudsigelighed
Selvom Klak Tik er poppet, er musikken ikke særlig lettilgængelig, hvilket især understreges af sangenes længde, der ofte nærmer sig de seks-syv minutter, men det giver til gengæld Bonke mulighed for at indlægge små overraskelser undervejs.
Som eksempelvis i ’With Ernest & George’, der udvikler sig fra at være afdæmpet akustisk tilsat marimba a la Tim Buckley, til at stige i tempo og intensitet til nærmest glad pop, der skiller sig klart ud fra resten af pladens stemning. Det er hér, Bonke er bedst.
Desværre er det dog også som om, det begynder at køre lidt i ring på pladens anden halvdel, hvis sange ikke helt når det samme skyhøje niveau, der så flot rammes flere gange i løbet af de første syv-otte sange. Tricket med at gå fra akustisk ingenting til stryger- og blæser-storhed bliver lidt trættende.
En af årets danske plader
Men selvom Søren Bonke og co. måske ikke er lykkedes hele vejen hjem med deres musikalske mission, så ryger albummet alligevel klart ind på 2011’s Top 5 over bedste danske albums, for Klak Tik findes simpelthen ikke magen til herhjemme.
Hvor tit er det eksempelvis lige, at danske musikere kaster sig ud i en instrumental sag som ’Knuckles, Depressed’, der blander Philip Glass-agtig minimalisme spillet på kalimba med skramlende balkanmusik? Nej, vel?
Man må håbe, at Søren Bonke strammer lidt op inden næste album, for kan han fokusere sine store ambitioner på et mere varieret musikalsk udtryk, eller måske bare sortere lidt grovere i sit materiale, så kan han nemt ende med at stå med et ægte mesterværk mellem hænderne.
Ganske enkelt.
