Artiklens overskrift kunne godt være udtryk for billedsprog og starten på en større fortælling om en popstjerne, der har tiltrukket sig megen negativ opmærksomhed på det seneste, og måske var faldet ned i lidt af et mentalt hul.

Det er det imidlertid ikke, for Justin Bieber er rent faktisk bare faldet ned i et hul. Bogstaveligt talt.

Hvis vi nu skal være helt præcise, er han faktisk gået ned i et hul.

Hele episoden udspillede sig under en koncert forleden, hvor Bieber var vendt tilbage til sit hjemland, Canada, for at give koncert i byen Saskatoon i forbindelse med sin igangværende 'Purpose Tour'.

Det beretter flere internationale medier.

I løbet af koncerten retter den 22-årige Justin Bieber på et tidspunkt en smule på sine lidt løsthængende bukser, mens han går ned langs scenen, og hurtigt står det klart, at blot et øjebliks uopmærksomhed kan være fatalt i koncertsammenhænge.

Justin Bieber er nemlig ikke opmærksom på, at scenen tilsyneladende slutter, og falder derfor fra scenen og ned i det, der ligner et stort hul.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Heldigvis for Justin Bieber, hans fans og verdens mange hitlister, kom stjernen tilsyneladende ikke noget til og kunne fortsætte sin koncert, som han angiveligt fortsatte ufortrødent, som den erfarne popstjerne, han nu engang er.

Den canadiske sanger i øjeblikket på verdensturné med sit succesfulde album 'Purpose', som har høstet stor ros verden over og smidt megahits som 'Love Yourself', 'Sorry' og 'What Do You Mean' af sig.

Den 2. oktober lægger Justin Bieber vejen forbi Danmark, hvor han giver koncert i Parken i København. Forhåbentlig uden at falde ned i et hul.