****
/Fire stjerner)
Den seneste Beatles teaterkoncert 'Come Together' handlede om 'All You Need is Cash' på den dårlige, spekulative måde. Den nye danske teaterkoncert 'American Spirit' er 'All You Need is Cash' på den gode, musikalske måde. Det er en forbilledlig, visuelt enkel og gennemmusikalsk Johnny Cash-gendigtning med gode sangere. Desværre har folkene bag valgt at oversætte en del af teksterne.
Der findes stort set en Johnny Cash til enhver lejlighed. Han var den store amerikanske rock'n'roll historiefortæller, fortolker af de store amerikanske grundmyter - godstog og pistoler, f.eks..En spirituel mystiker, de udstødtes fortaler og samtidig salvesfuld besynger af Stars and Stripes, konservativ, progressiv, dybt religiøs, festlig, familiefar med stort F. Machodreng med hang til cowboyfilm.
Han spillede selv med i et par lykkeligt glemte cowboyfilm.
I den nye teaterkoncert 'American Sprit' har iscenesætterne truffet en lille håndfuld gode valg.
Fokus på musik frem for form - hovedrollen spilles af bandet, der med stor ægthed leverer et småsydende sydstatsmiks af blues, country, rock, gospel. Her er hverken trapezer, stylter eller en garderobe på acid - eller forpustede spillere, kravlende rundt på stilladser og kraner.
En enkel, kældermørk scenografi er ramme om en dobbelt fortælling: en parafrase over de radioshow, der var countrymusikkens vigtigste platform, da Johnny var dreng, blander sig med en scene, der ligner en natklub eller lukketid. Et sted hvor musikken stædigt holder fast i musikerne, selvom det snart er daggry og virkeligheden venter ubønhørligt.
Det er mørkt som The Man in Black selv.
Den simple ramme giver plads til musikken. Lader det være op til os i salen selv at sanse og føle i et krydsfelt mellem sangene og deres fortolkere. Lidt som i de meget roste Nick Cave- og Leonard Cohen teaterkoncerter.
Man ser det også i andre kulturformer. Efter et årti med ekstravaganza og dekadence som modsvar til 9-11 eftersøges autencitet. Også her.
Det tjener 'American Spirit' til ære, at den viser flere versioner af Johnny Cash. Manden, der optrådte i San Quentin, så det som sin pligt at give vagabonden, landarbejdeen, morderen og tyven en stemme. Men der var også den, set med danske kulturbriller, aldeles politisk ukorrekte Cash. Manden, der bar sin pistol med stolthed, og hyldede den amerikanske drøm, Stars and Stripes og sit land.
Modsat andre teaterkoncerter, jeg lige kan komme i tanke om, er der momenter med decideret musikalske højdepunkter i det country/roots-agtige lydbillede. Især violinisten Maria Jagd høstede fortjent aftenens største bifald efter en flere minutter lang solo. Virkelig vederkvægende at se hende stå dér koncentreret og at lade musikken tale sit ursprog.
Center stage står tre på hver sin måde fremragende sangerinder, Kira Skov, Caroline Henderson og Sofia Nolsø - og dansk teaterkoncerts grand old man Nis Pedersen, der optræder som en Johnny Cash-lignende figur. Hvorfor Henderson i anden afdeling optræder i en lilla Donna Summer-pailletkjole, der mildest talt stikker ud fra det øvrige 50er hobo-look på scenen, må stå hen.
Hun synger sine sange med indlevelse, især er der noget overrumplende gospel kartasis i hendes 'Personal Jesus'. Flot. Som også Kira Skov, hvis forfinede sang smyger sig omkring Cash's sange. Den største oplevelse er dog Sofia Nolsø, der ikke bare synger vidunderligt, men også som noget usædvanligt for teaterkoncerter, konstant opsøger øjenkontakt med publikum.
Der er fire-fem åbenlyse sangvalg, 'Walk the Line', 'Amercan'-fortolkningen af 'Personal Jesus', 'Cocaine Blues', 'Riders in the Sky og 'Jackson' med en forrygende Kira Skov. Godt at se den ellers intime og mørke sangerinde, der ofte afsøger de områder, hvor det gør mest ondt, folde håret ud. Yiiha.
Med en så stor sangskat, som John Cash efterlod sig, er der selvfølgelig også gjort en masse fravalg, som det ikke rigtig nytter noget at argumentere imod. Dog savner jeg flere 'American Recordings'-sange, forstår ikke, hvordan man kan komme udenom Cash's kortvarige samarbejde med Bob Dylan, der som det første skabte bro mellem syd og nord, country og rock i amerikansk rock.
Men sådan er dét.
Sangene synges dels på engelsk, dels på dansk. I nogle numre veklses der mellem engelsk og dansk. Det er decideret noget rod. Kaare Bjerkøs versionering af Kris Kristoffersens 'Sunday Morning Coming Down' låner lidt fra John Mogensens klassiske version.
Ligesom oversættelsen af 'If Was a Carpenter' låner fra Tøger Olesens/Peter Bellis 'Hvis jeg var arbejdsløs'.
Selvom f.eks. 'Riders in the Sky' klogt nok synges på engelsk, er det i sig selv stærkt udfordrende for Cash-magien at høre andre sange sunget på dansk. Uden at der ligefrem går kartoffelwestern i den på scenen i Aarhus Teater, bliver det bestemt ikke bedre i de versioner, der synges på en blanding af de to sprog. Lad De Nightingales om det, de er gode til.
Fraset bl.a. Steffen Brandts alt for underkendte versioner af Bob Dylan på hans 'Baby Blue'-album er det sjældent befordrende for americana at blive formidlet på dansk.
Når det er sagt, er 'American Sprit' et godt bud på en stemningsmættet, musikalsk gendigtning af Johnny Cash's ånd.
'American Spirit', Teaterkoncert, Aarhus Teater, anmeldt onsdag aften. Spiller på Aveny-t I København senere på efteråret.
Iscenesættelse Rolf Heim, musikalske arrangementer, oversætter, kapelmester Kåre Bjerkø, med Kira Skov, Caroline Henderson, Nis Pedersen, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Mathias Flint, Kåre Bjerkø, Boi Holm, Nicolai Munch-Hansen, Maria Jagd, Silas Tingleff, Dicte Westergaard Madsen dublerer Caroline Henderson på Aarhus Teater 2. og 9. september og på Aveny-T 15.+18.-22. oktober.
