Alex Vargas er klar med albummet ’Cohere’, der skal følge op på sidste års store gennembrud. Den tidligere barnestjerne bor fortsat i London og ser det som en fordel, at han har skulle kæmpe sig til tops uden dansk sikkerhedsnet.
Han rejste til London for at bryde igennem i Danmark.
Efter 11 års musikalsk ’oplæring’ i den engelske hovedstad fik den 29-årige dansk/uruguayske sanger Alex Vargas sidste år sit store danske gennembrud med minialbummet ’Giving Up The Ghost’ og ikke mindst singlen ’Shackled Up’.
Han debuterede i sommer på Roskilde Festival foran 10.000 begejstrede fans og endte ved Danish Music Awards i november med at modtage prisen som årets solist af selveste barndomsidolet Peter Schmeichel.
»Det har været et sindssygt år,” bekræfter Alex Vargas med et smil,« da BT møder ham på hans pladeselskab i København.
»Danish Music Awards var i sig selv en hel uvirkelig aften. Jeg sad ved siden af Mads Langer inde midt i det her hav af mennesker og havde det i forvejen lidt pres med, at der blev filmet fra alle sider. Da jeg så så, at Peter Schmeichel var på vej op på scenen for at overrække en pris, jeg var nomineret i, var jeg ved at falde bagover. Det havde jeg lidt svært ved at forstå.«
Men han vandt, og i dag følger han succesen op med albummet ’Cohere’, der sender ham ud på en længere Europa-turné.
Siden han som 17-årig forlod Danmark for at starte på en frisk i London, har han knoklet for at slå igennem, og nu er han en sanger, der lyttes til fra Rusland til Rotterdam.
»Der er meget at se til for tiden. Jeg havde lidt nedtur på, da albummet var færdigt, for pludselig fik jeg alt for meget fritid, men nu er vi i fuld gang med at forberede turné, og det er fedt at se, hvor langt vi er kommet’.«
Historien om popstjernen Alex Vargas tager sin begyndelse, da han 14 år gammel bliver landskendt som musical-stjernen Ivan Olsen i en stort anlagt opsætning af ’Gummi Tarzan’.
Året efter udsender han albummet ’Rookie’, men han vil være mere end et børne-idol, så i 2005 går han ud af gymnasiet og flytter til London i jagten på en seriøs ’voksen-karriere.
»Jeg sad lidt fast i de ting, jeg havde lavet, da jeg var yngre, så det var ret stort at kunne rejse derover og introducere sig som Alex Vargas og ikke ’Alex fra Gummi Tarzan’.«
Den første tid i London gik nemt. Han flyttede ind hos en familie med to sønner på hans egen alder, som han kunne hænge ud med. Han fik en kæreste, som han flyttede sammen med, men da de slog op et år senere, var han pludselig meget alene.
»Det gik op for mig, at jeg ikke kendte ret mange i London. Vi to havde jo bare haft hinanden, og jeg måtte bryde nogle grænser og tvinge mig selv til at gå ud og møde folk.«
Han smiler ved tanken om sig selv siddende ensom på et lille værelse i det nordlige London med en guitar som eneste underholdning.
»Jeg lyder jo mega gammel, men det var før Facebook. Jeg ved ikke engang, om jeg havde en computer. Jeg havde bare min guitar, en notesblok og en kuglepen, og som jeg husker det, var væggene tapetseret til med ideer, sangtekster og tegninger.«
Han skynder sig at tilføje.
»Det er altså ikke for at klage. Jeg elskede det jo. Det var jo min drøm at komme ud og opleve verden.«
Og her sidder vi så i dag. Efter nogle år med det engelske band The Vagabond, hvor han blandt andet spillede på den legendariske musikfestival Glastonbury, skrev han i 2014 solo-kontrakt med det danske pladeselskab Copenhagen Records og pendler i dag mellem London og København.
»Jeg har boet i London i 12 år til sommer. Lige nu deler jeg en lejlighed derovre med min kæreste og to andre venner. Det er et lille hyggeligt kollektiv med tre værelser, en stor stue og et spisekøkken i Østlondon. Jeg er meget social anlagt og elsker at have folk omkring mig. Nu mangler jeg bare finde en hobby. Jeg vil gerne starte til fodbold, men jeg smadrede for nylig min ryg i træningscentret, så den skal lige have noget ro.«
Han ser det som en klar fordel at have boet så længe udenfor Danmark, hvor han har haft masser af tid til at blive en bedre musiker.
»Tingene har ikke været så tilgængelige, som hvis jeg var blevet i København. Man kan sige, at det var hårdt, men nødvendigt, for jeg fik jo også en masse kreativt ud af det.«
