For tredje gang er den nu 35-årige Albert Hammond Jr. albumaktuel som solist, og igen er resultatet af en sådan karakter, at man ikke bør frygte, at han kvitter jobbet i The Strokes. For ligeså ferm han er på den seksstrengede, ligeså fersk er han som sanger.
Førstesinglen Born Slippy (desværre ikke et Underworld-cover) åbner albummet med en fin melodi og en vokal, der lyder som en stakåndet Tim Booth. Ligeså skuffende er vokalarbejdet i Touché, der minder om en træt Brian Molko. Netop den lidet unikke vokal er Hammonds største hæmsko. Melodimæssigt går det en my bedre. Caught By My Shadow kunne for eksempel passe fint ind på et Arctic Monkeys-album, og Losing Touch kan man synge det meste af Kings of Leons The Bucket ind over.
Alt i alt er Momentary Masters en tæmmelig kedelig og uoriginal plade, hvis mest originale nummer paradoksalt nok er den opkvikkende fortolkning af Dylans Don't Think Twice. Så var der trods alt mere action at finde på Julian Casablancas kakofoniske seneste album.
Albert Hammond Jr.: 'Momentary Masters', Vagrant Records | Udkom 31. juli 2015
