Der er begyndt at gå tre-fire år mellem hver Radiohead-plade, men alligevel formår de fem herrer at holde omtalen omkring foretagendet kørende. Om det så er via miljøaktivisme, eksperimenter med musikdistribuering eller via soloplader.
Guitarist Jonny Greenwood har fået mest ud af det med sine filmscores – først til den britiske dokumentar ’Bodysong’ i 2003 og senest til tre år gamle ’There Will Be Blood’. Omvendt var Thom Yorkes soloplade fyldt med sange, der lød som levn fra ’Kid A’ og ’Amnesiac’-sessionerne.
Og nu har trommeslager Philip Selway så lagt stikkerne på hylden for en stund for at samle den akustiske guitar op og indspille et konceptalbum med familien som tema. ’Familial’ er – logisk nok – dets titel, og det er et ret anonymt værk, der egentlig ikke er så meget at skrive om.
Når man har lyttet sig vej igennem den beskedne halve time, er man ikke i tvivl om, at Selway hverken har stemmen eller evnerne til at producere et singer/songwriter-album, der kommer bare tilnærmelsesvis i nærheden af hans mest åbenlyse idoler Nick Drake og Elliott Smith.
De ti folk-hymner er alt for ens, og som spilletiden skrider frem, glider hver enkelt sang hurtigt ind ad det ene øre og ud ad det andet – hvis ellers sympatiske Selway havde haft noget nyt at byde på, havde dette næppe være tilfældet.
Få undtagelser hæver sig over det generelt skuffende lave niveau. Eksempelvis løftes den fine ’The Ties That Bind Us’ af kontrabas, slagtøj og strygere, mens nøgne ’Falling’ er en vellykket ballade, hvor melodien rent faktisk holder og understøtter Philips spinkle vokal ganske fint.
Amatørarbejde
Men desværre drukner disse få lyspunkter i et sandt hav af sekunda-folk, og sammenlignet med eksempelvis ligesindede Iron & Wine og Vetiver fremstår Philip Selway faktisk som lidt af en amatør.
’By Some Miracle’ lyder som en kasseret Elliott Smith-sang, ’Beyond Reason’ er Radiohead akustisk, mens ’A Simple Life’ vugger blidt som de kedelige kollegaer i Midlake, og så er man så godt som lullet i søvn efter albummets tre første skæringer. Og de resterende sange gør – som nævnt – ikke det store for at holde lytteren ude af den uimodståelige slumren.
Selv siger Selway, at han måtte ud med denne soloplade, fordi han efterhånden er blevet lige så gammel som sit hjemlands premierminister Cameron.
Ikke det mest overbevisende argument for at belemre os med disse ligegyldigheder, der med garanti aldrig var blevet udgivet af et pladeselskab, hvis ikke et medlem af et feteret band havde stået bag.
