Mystikken om en stor dansefest i København fortsætter.

Som tidligere beskrevet i BT sælger arrangørerne bag en stor fest på Refshaleøen billetter uden kontrakt med hovedattraktionen Chris Brown. Det gør de stadig.

- Chris Brown er optaget af at promovere af sit nye album den dag, fastholder hans agent overfor BT. Det nye album 'X' udkommer 16. september.

Browns navn fremgår stadig af billetter og annoncer for SuperMartXé, den 13. september, selvom det er fjernet fra Facebook-sitet. Fredag lovede Paul Lopy, at der ville komme en bekræftelse fra Chris Brown i denne uge. Den er endnu ikke kommet, men arrangøren fastholder overfor BT.

- Chris Brown optræder her den 13. september, siger han.


Det afvises til gengæld hårdnakket af Chris Browns agent Phil Casey, fra bureauet Resolution, der er tilknyttet koncertbureauet ICM. Det har blandt meget andet stået bag koncerter i Danmark med Beyoncé.

- Jeg kan utvetydigt bekræfte, at Chris Brown ikke optræder i København den 13. September. Chris vil være midt i en promotionturné i USA i forbindelse med udgivelsen af ​​sit nye album på det tidspunkt, skriver Phil Casey til BT.

- Jeg aner ikke hvorfra eller fra hvem, Mr. Lopy har modtaget en kontrakt. Jeg kan forsikre dig, at det ikke kom fra mig eller nogen autoriseret repræsentant for Mr. Brown, siger Phil Casey.

Det undrer ham, at Paul Lopy ikke har forsøgt at kontakte ham. I første omgang sendte Casey i sidste uge et såkaldt 'cease and desist' brev til SuperMartXè via mail. Et brev, hvori han beder arrangøren om at stoppe sin markedsføring.

Phil Casey, der bl.a. gav Notorious B.I.G., Boys II Men, MC Hammer og Mary J. Blige deres første kontrakter, overtog Browns management i 2013. Som det fremgår af DETTE LINK:

Må vi se jeres kontrakt med Chris Brown, Paul Lopy?

- Jeg vil ikke sende dig kontrakten. Det kan du ikke forvente, når du skriver løgne og koster mig en formue, siger han.

Lopy henviser til SuperMartXés internationale hovedkvarter, som er ansvarlig for bookingen af Akon og, siger han, Chris Brown.

- Denne diskussion er frustrerende, for bookingen ligger i vores internationale afdeling. Der har aldrig været et problem, om Chris Brown kommer. Han har travlt med at lancere sit album på 16. september i USA. Så vi er nødt til at finde et særligt fly, der skal sikre, at han kan komme hertil, optræde og rejse hjem.

- Hvorfor har I så fjernet navnet fra jeres site?

- Jeg er nødt til at stoppe min markedsføring på grund af BT. Jeg var nødt til at fjerne hans navn på grund af jer, fordi vi ikke var færdige med at finde et fly. Vi har flyet nu. Så han kommer.

- Men hvis I er sikre, er der vel ingen grund til at fjerne navnet?

- Han vil snart være tilbage på plakaterne. Jeg har ikke gjort noget dårligt for nogen. Jeg elsker Danmark, det eneste, jeg ønsker er, at dette sted skal være centrum for underholdning.

Siden BT skrev om sagen første gang, har vi modtaget en del frustrerede mail fra folk, der har købt billet på grund af Chris Brown. 

Danske Medina, Rune RK, Aligator, Morten Hampenberg, Alexander Brown og Svenstrup & Vendelboe har alle bekræftet overfor BT, at de har kontrakter til festen den 13. september på Refshaleøen..

BT følger sagen.