MICHAEL FALCH & HANS BAND, turnépremiere, Viften, Rødovre * * * * *

Der bliver sunget ganske meget om hjerter, når Michael Falch og hans band træder op, men hvad gør det, når samtlige åbenlyst har deres af slagsen på rette sted

Der er – og det har der i øvrigt været længe – i disse år noget smukt, rigtigt og livsbekræftende ved Michael Falchs koncerter. Siden han kom ”Ud af mørket” og gjorde comeback for alle os med længslen i sjælen og håbet i hjertet med det mesterlige ”Falder du nu” album for ni år siden.


Og det gælder i høj grad endnu, som Falch og co. beviste ved en overordentlig overbevisende opvisning af en turnépremiere i Rødovres Viften fredag aften.
Som Michael lagde ud med den præcist betitlede ”Hvad har du på hjerte” blev éns eget aldrende og skrammede hjerte atter velgørende masseret af dén på én gang skrøbelige og kampklare følelsesmæssige styrke, som er Michael Falch live.

Den dér balance mellem vor helts direkte rørende og klædelige ydmyghed over den velkomst, som bliver ham og hans musik til del, den overstadige begejstring over stadig efter næsten fire årtier stadig at få lov. . . og selvsagt bevidstheden, om at han – al ydmygheden til trods – jo da har begået ganske mange ganske gode sange.
I dét stykke gør det så ikke noget, at dét band Michael altid præsenterer som ”bandet, jeg er så heldig at kunne kalde mit” i perioder er intet mindre end formidable.


Brødrene Lars og Troels Skjærbæk på henholdsvis guitar og bas, keyboardmanden Christoffer Møller og trommeslageren Peter Dombernowsky spiller mand for mand Falchs sange så både loyalt og lydhørt overfor det dér ofte alt for oversete fænomen ”dynamik”, at de allerede klassiske kantater vokser til noget endnu større.
Intetsteds fredag aften bedre bevist end på en sugende smuk ”Kun de forrykte”, som simpelthen var en mesterklasse i musikalsk dynamik. Jo mine damer og herrer – så selvmodsigende det end kan lyde, så kan musikalsk underspil sagtens bibringe musik endnu mere power. I særdeleshed når man har med sange af denne kaliber at gøre.

Således var det jo bare i lighed med resten af publikum i det udsolgte Viften med at nyde fornemme Falch foreteelser fra hele karrieren som ”Binder mig aldrig igen”, ”Lille, ulykkelige menneske”, ”Sidste station”, ”Sommer på vej”, ”Over Vesterbros torv”, ”Min stjerne” og ”Vi er her endnu”. Det  var vitterlig meget, meget smukt, og så meget er da ganske sikkert, at man lige dér under en følt ”Den eneste i verden” godt kunne risikere at blive lidt gråd-labil, som de kloge ynder at fyre den af.

Der blev sunget rigtig meget om hjerter, der blev flået meget i publikums strenge i samme hjerter, men når de fem hjerter på scenen alle som ét tydeligvis var på rette sted, så var det såmænd kun dejligt.

Michael og bandets turné fortsætter landet rundt de næste to måneder. Gør dig selv en tjeneste og gå ind og hør dem, når de rammer dit pastorat. Man skal tage vare om folk, som gør SÅ godt i en ellers vanvittig verden. . .