Den 12-årige Rebecca Gibney kan hverken se eller tale. Til gengæld fejler hendes ører ingenting, og hendes absolut favoritsangerinde er  Adele. Ifølge moderen var Rebeccas største ønske at mødes sit idol, og tirsdag sørgede Adele for, at drømmen gik i opfyldelse.

Sidste år startede Tracy Gibney, som er mor til Rebecca, en kampagne til fordel for sin syge datter. Målet var at overbevise den 27-årige sangerinde Adele om at sende en videohilsen eller endda arrangere et møde med Rebecca.

12-årige Rebecca er spastisk lammet og kan hverken gå, se eller tale. Hun er derfor bundet til sin seng, hvor hun ifølge moderen lytter til Adeles musik, fra hun vågner om morgenen, til hun falder i søvn om aftenen.

Ud over sin kampagne mailede Tracy Gibney direkte til Adeles manager for fire måneder siden, men hun hørte intet og havde næsten opgivet håbet. Men så skete der noget. Tirsdag fik et opkald, mens hun var hos frisøren. Adeles manager var i røret, og hun havde en glædelig nyhed.

Adele havde set Tracy Gibney's kampagne og billederne af Rebecca, og nu ville hun møde sin superfan. Herfra gik tingene stærkt, og allerede senere samme dag kom Adele på besøg hos familien i Belfast, hvor hun sad ved Rebeccas sengekant og talte til hende.

»Det er utroligt, at hendes drøm er gået i opfyldelse. Adele var så sød,« siger Tracy Gibney ifølge Sky News og takker desuden den 27-årige sangerinde på Twitter.

»Jeg er så velsignet og taknemmelig over, at Adele kom hjem til mig i dag,« skriver hun.

Efter besøget holdt Adele en koncert i Belfast, hvilket var grunden til, at hun var i området. Rebecca var for syg til at tage med til koncerten, men Adele donerede billetter til familien.