Dén turné udmærkede sig blandt andet ved, at dét var på dén tur, bandets oprindelige trommeslager Phil Rudd vendte tilbage til sin plads bag tønderne efter godt ti års svære problemer med alkoholisme.
Og alt imens jeg godt ved, mange anser AC/DCs 'Live At Donington' fra 1991 som den ultimative filmiske liveoplevelse med bandet, så tager I – med al respekt – altså fejl.
Forskellene er få men afgørende. For det første Phil Rudd, som udover at bibringe begrebet 'klippesolid' helt nye og afgørende dimensioner også og for det væsentligste simpelthen er så essentiel en ingrediens i dette vidunderlige rockbands’ uvurderlige swing, at man først lagde mærke til det, da han først blev afløst af Simon Wright og siden Chris Slade. Begge glimrende og bestemt også teknisk bedre trommeslagere men slet ikke i Rudds rockerklasse.
Jeg havde den lykke eksempelvis at opleve blandt andet en koncert i Mexico City sammen med min gamle ven Oraklet Fra Brøndby på 'Ballbreaker' turnéen, og da AC/DC dén aften nåede til 'Thunderstruck' (som Chris Slade oprindelig spillede på) husker jeg, Oraklet og jeg kiggede på hinanden med et skævt grin, og dér lå det implicit:
'Jamen, nu SWINGER den sang sgu’ da lige pludselig.'
Når det er sagt, var dette også turnéen, hvor nogle af AC/DCs bedste sange, som i livesammenhæng havde ligget i dvale i mange år, langt om længe blev luftet igen. Jeg husker endnu, at Oraklet var ved at vælte en hel stolerække, da Angus og co. satte i med gamle 'Dog Eat Dog', mens jeg selv oplevede en ganske utilstedelig latterligt lalle-lykke følelse, da de – Chuck Berry bevare os alle – også følte sig kaldet til at inkludere 'Shot Down In Flames' og 'Girls Got Rhythm' i sættet igen.
Alt det kan du – fraset Oraklets og mine meriter (og vær du glad for det) – opleve på 'No Bull', som i sin tid blev filmet i Madrids tyrefægterarena 'Plaza De Toros De Las Ventas' i ’96.
Det er de nævnte sange, det er dertil bl.a. 'Back In Black', 'T.N.T.', 'You Shook Me All Night Long' og den onde-blues-på-den-fede-facon 'Boogie Man', det er 'Cover You In Oil' og kendernes-kender-klassiker 'Down Payment Blues'som bonusnumre (fra hhv. Göteborg og Daytona), det er AC/DC i absolut storform.
Men først, sidst og altid er det hér ROCK AND FUCKING ROLL, så samtlige konkurrenter må blegne som lam i en løvekule.
Sådan!
Og så lige én gang til for ham dernede på bageste række, som endnu lever i den vildfarelse, at Radiohead er et rockorkester:
SÅDAN, AC/DC!
