AC/DC for fuld brag i Parken Langt om længe er legendariske AC/DC nemlig nu rykket ud med udgivelsesdatoen for deres 16. studiealbum, som har fået titlen 'Black Ice'. At kalde albummet for 'længe ventet' er underdrivelse på linje med at hævde, Rolling Stones har eksisteret i nogle få år. Når 'Black Ice' udkommer 20. oktober er der gået otte et halvt år (!) siden forgængeren 'Stiff Upper Lip', som røg i butikkerne i februar 2000!Det er lykkedes 'The World’s Most Electrifying Rock’N’Roll Band', som pladeselskabet så smukt skryder, at få banket femten nye sange i form til 'Black Ice' til det i særklasse med mest spænding ventede rockalbum i årevis – heriblandt den første single til radioerne, som har fået den besnærende titel 'Rock’N’Roll Train'. Den kan man høre allerede 28. i denne måned. 'Black Ice' er produceret af Brendan O’Brien, som tidligere har siddet bag knapperne for blandt andre Georgia Satellites, Pearl Jam, Stone Temple Pilots, Rage Against The Machine og Bruce Springsteen.AC/DC tager sent i oktober langt om længe på verdensturné med start i USA, hvilket lige akkurat passer med, at Angus Young, Brian Johnson, Phil Rudd, Malcolm Young og Cliff Williams rammer Europa næste sommer.Ja, jeg ved sgu’ godt, længslen efter RIGTIG rock og rul – AC/DC style – nu er noget nær uudholdelig. Så indtil vi rent faktisk har noget lyd, er hér ét billede af coveret til 'Black Ice'. Og som bandet selv i sin tid påpegede:'That’s The Way I Wanna Rock And Roll!' 1. 'Rock'n'Roll Train' Nu skal man passe på med at sammenligne nye AC/DC-numre med de sande helligdomme fra bagkataloget. Men introen her er ikke ulig 'Highway To Hell' nummeret, omend grundbeatet nok mere er à la 'Let's Give It Up' fra 'For Those About To Rock'. En naturlig førstesingle, hvor alt er ... AC/DC varemærke: beat, trommer, riff, solo, kor, vokaler, lyrik. Og sangtitel.2. 'Skies On Fire' Trommebeat-intro med et markant touch af Brendan O'Brien anno The Black Crowes (hvis første par plader, O'Brien agerede lydtekniker på). Tungt og drevent med visse associationer til AC/DC 80'er-epoken henad 'For Those About To Rock' og 'Flick of the Switch'. 3. 'Big Jack' Ingen relation til den klassiske bluesfrækkert 'The Jack' fra Bon Scott-æraen i midt-70'erne. Nej, vi er tilbage i uptempo med en bærende energi som 'Shoot To Thrill' fra 1980-mesterværket 'Back In Black', mens arrangement, kor og kvalitet mere er som senere 80'er - eller 90'er - AC/DC. Solid solo fra Angus. Skarp slutning. 4. 'Anything Goes' Ikke et Guns N' Roses covernummer, nej! Ret 70'er agtigt med en lettere og mere poppet feel (endda tilsat lidt tambourin, her og der). Mere som gode gamle Slade og Suzy Quatro end AC/DC-albumklassikere som 'Let There Be Rock' eller 'Highway To Hell'! Mulig mainstream radiosingle, velsagtens.5. 'War Machine' Bas og trommeintro, der i et kort sekund giver associationer til den gamle 'Live Wire', men som med skarpe Angus-klimp hurtigt bygges op til noget kraftfuldt og bastant, der bliver til en midtempo-rocker med et break á la 'Sin City', dog mere powerfuldt og næsten dystert her. Meget markant bas-indsats fra den bundsolide pumpestation Cliff Williams.6. 'Smash N' Groove' Tilbage til det langsommere, tungere og drevne groove, tilsat skarp Angus-guitarsolo og klassisk AC/DC-kor. 7. 'Spoilin' For A Fight' Jo, titlen holder hvad den lover! Albummets umiddelbart bedste nummer! Klasseriff og fed kickstart med groove, beat, energi og guitarlir og vokal à la albumperlerne 'Highway to Hell' og 'Back in Black'! Frækt, pågående, energisk... AC/DC! 8. 'Wheels' Direkte overgang fra 'Spoilin' For A Fight' og som holder tempoet, men lidt mere som et miks af 'Highway To Hell'/'Back In Black'-epoken, der fusioneres med 90'ernes AC/DC anno 'Blow Up Your Video'. Et nummer, der rykkede meget mere ved andet gennemlyt. Handler vist ikke specifikt om hverken hjul eller biler, men mere om kvinder.9. 'Decibel' Tilbage i det mere laid-backede, 'sexy' AC/DC groove med arketypisk Brian Johnson-vokal. Handler vist ikke specifikt om volumeknapper eller højttaleranlæg, men mere om kvinder.10. 'Stormy May Day' Indledes med en ret rusten slideguitar, men er ikke det rene bluesnummer, som sangtitlen ellers lægger op til (jvf. bluesstandarden 'Stormy Monday', naturligvis). Men går fra det stemningsfulde slideintro over i et mere langsomt, gyngende rockgroove, hvor slideguitaren fint underbygger stemningen. 11, 'She Likes Rock N' Roll' Markant riff på et levende og rytmisk groove, men med det klassiske AC/DC-kor- og omkvæd. Skal der - igen - sammenlignes med tidligere epoker må dette nummer være henad midt-80'ernes 'Flick of the Switch' og 'Fly On The Wall'. 12. 'Money Made' Lidt á la det halvmystiske nummer 'Danger' fra 'Fly On The Wall', måske!? Sløvt, dvaskt tempo og kunne måske lyde som et fyldnummer. Ved første gennemlyt, ihvertfald.13. 'Rock N' Roll Dream' Stille og nærmest blid start på et nummer, der snart kører op i kontant midtempo og så ned igen. Det tætteste, at vi når på en rockballade på dette album og et muligt mainstream radiohit, kan man tænke sig.14. 'Rocking All The Way' Næststidste nummer på pladen og tid til at vende tilbage til den vaskeægte varemærke AC/DC med reel rock'n'roll riffin', rustne Brian Johnson vokaler og igen i det gode midtempo à la 'Highway To Hell'/'Back In Black', hvis vi en sidste gang lige skal jævnføre med de to albumperler i denne gennemgang. Mere løssluppent og med et sejt Angus Young-solostykke. Handler vist ikke bare om rock'n'roll, men også en hel del om kvinder.15. 'Black Ice' Titelnummeret afrunder albummet lidt på samme måde som det titelnummeret gjorde det på 'Ballbreaker'. Et meget energisk og bastant nummer, krydret med offensive guitarriffs. Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'Rock 'n Roll Train'Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'Skies On Fire'Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'Big Jack'Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'War Machine'Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'Spoilin for a Fight'Klik her for at sniglytte til AC/DC's: 'Anything Goes'Det hér kan gøres ganske kort: AC/DC er tilbage, og AC/DC lyder som de skal, bør og altid har gjort. Angus flænser, Brian skriger, og Phil pumper, så det trykker i brystet på lytteren. Men det tankevækkende er netop, hvor kort det kan gøres. Det er bemærkelsesværdig, at en opskrift så uendeligt simpel har holdt AC/DC på toppen over tre årtier. Lader vi ørerne passere gennem andre bands af samme størrelses diskografier, finder vi næppe noget band, som har udviklet sig lige så lidt som AC/DC. De har aldrig indspillet en plade med et strygerorkester. De har aldrig eksperimenteret med al mulig nymodens blip-båt. De har ganske enkelt aldrig givet køb på at være andet end rendyrket rock 'n' roll, og derfor kan millioner af musikelskere genkende en AC/DC-sang, så snart det snappende guitarriff og de tørt dunkende trommer sætter ind. Med den metode har de destilleret rockens allerpureste essens ned på nu 16 studiealbums. Og igennem hele deres karriere er 200 millioner eksemplarer blevet langet over disken, og selv om de hverken har udgivet nyt eller turneret, er AC/DC de seneste to år det næstbedst sælgende band i verden målt på salg fra bagkataloget. Så sulten efter den pure rock er stor, og 20. oktober bliver den stillet med albummet 'Black Ice'. Hele 15 friske sange ligger klar på skiven ­ alle produceret af Brendan O'Brien, som tidligere har stået bag Pearl Jam, Stone Temple Pilots, Bruce Springsteen, Audioslave og Velvet Revovler. Selv om man nok fornemmer hans sans for fylde, er det umiskendeligt AC/DC. Åbneren og singlen 'Rock 'n' Roll Train' har allerede hamret ud af højtalere verden over. Den fik også understreget utålmodighed med at høre AC/DC¹s seneste toner. De første fans, der hørte sangen, var dem, der var inviteret med til at optræde i videoen; og i et forsøg på at forevige verden i, hvad der ventede, prøvede flere at gengive sangens lyd på YouTube. Længere nede på pladen venter numre som 'Big Jack' og 'War Machine' ­ to ord i verset og ellers ikke så meget pis. Så ingen behøver at famle efter ordbogen. Det er strengt taget også svært at slå noget op, når ens ene hånd hamrer en knytnæve i vejret i takt til musikken, mens man skriger op om adrætte kvinder. Nær albummets ende ligger den vibrerende 'Rock 'n' Roll Dream', der tikker tålmodigt i gang, inden Young-brødrenes guitarer slynger sig om hinanden og Brian Johnsons højspændte vokal. En vokal, der er svært at forestille sig sidder i halsen på en mand på 61. Når titelnummeret slutter pladen med sit hypnotiske riff, føler man sig kørt over af rock 'n' roll-toget, men stiller sig gerne på skinnerne igen for at få endnu et slag. Som vi har gjort det igen og igen med AC/DC.Snigelyt til tre af deres nye numre nedenfor. 'Black Ice' er - udover at være de sidste fem års med tilbageholdt åndedræt mest ventede plade - AC/DCs fjortende europæiske studiealbum siden debuten med 'High Voltage' i 1976. Og det er et album, som understreger, at AC/DC gennem de sidste 32 år har udviklet sig - ikke nogenlunde men PRÆCIS - lige så meget som Jellinge Stenen. Det kan godt være, de udhuggede klodser hist og hér er en anelse mere mosgroede, men ellers er der ikke sket en kaglende kæft, og intet har flyttet sig.LÆS OGSÅ B.T.s INTERVIEW MED AC/DCOg AC/DCs store forbillede, rock’n’roll legenden Chuck Berry ske tak og lov for dét. Det hér er 'ikke andet' end guitaristerne Malcolm og Angus Youngs groft huggende guitarriffs, Phil Rudds ubetalelige swingende backbeat, Cliff Williams’ pumpende bas og Brian Johnsons hæse gorilla-vokal. Det er 'ikke andet' end rock and roll på en måde, så det gør udtrykket 'den rene vare' omtrent så tilstrækkeligt som at spænde en chihuahua for en oksekærre.AC/DC står bag ikke én men to af mine alle tiders 'øde ø' album – 'Highway To Hell' og 'Back In Black' fra henholdsvis 1979 og ’80 – og jeg har for mange år opgivet tanken om, at de nogensinde skulle nå helt derop igen. Også selv om der med 'Black Ice' er gået over otte år, siden det forrige album 'Stiff Uper Lip' udkom. Men mindre – langt mindre – kan sagtens gøre det, for det er jo – igen! – for fanden AC/DC, det handler om. Og ”Black Ice” er et fremragende album fra den knaldhårde kvintet.Allerede efter de første fire numre er verden begavet med tre nye potentielle AC/DC klassikere ('Rock’N’Roll Train', 'Big Jack' og 'Anything Goes'), og der er flere af samme skuffe som 'Spoilin’ For A Fight', 'Smash And Grab', 'Wheels' og den kongeklassiske ”Rocking All The Way”. Selv om der selvsagt på et album med femten sange vil være et par knap så gode numre imellem, skal man lige huske, at 'knap så gode' i AC/DC sprog er lig med 'fremragende' i de fleste andre bands ordbøger. Hvis altså ellers nogen andre bands i denne liga formåede at vandre så regelret ad rockens reneste sti, som AC/DC gør det og altid har gjort det.Jeg gruer for den dag, dette foretagende holder op. For hva’ skal vi dog så gøre? Som guitaristen Eddie Van Halen engang sagde, så 'er du enten rock’n’roll, eller også er du det ikke'Hvis du ER rock’n’roll, så er AC/DC og 'Black Ice' obligatorisk pensum. Hvis du derimod ikke er – hvorfor i det hedeste, huleste Hades sidder du så og læser det her?Én ting er sikker: AC/DC er rock and roll. Mere end alle de andre. Stadigvæk.'Black Ice' udkommer på mandag. I mellemtiden kan du læse Jens Jam Rasmussens glimrende interview med AC/DC på www.bt.dk