Frivillige bartendere har efter onsdagens AC/DC-koncert i Roskilde rettet skarp kritik af arrangøren Live Nation. De kaster nu bolden videre til foreningerne, som rekrutterer de frivillige.

Da rockbandet AC/DC onsdag gav koncert på Dyreskuepladsen i Roskilde, var mere end 350 frivillige fra forskellige foreninger i Roskilde hentet ind for at lange fadøl, drinks og shots over diskene.

Men selvom de fleste var enige om, at rockdrengene leverede varen, har flere frivillige fra koncerten efterfølgende bombarderet arrangøren Live Nation for at levere urimelige arbejdsforhold.

Flere frivillige har på Facebook kaldt Live Nation for et "grådigt firma, der ikke holder halvdelen af, hvad de har lovet." Her påpeger flere, at der ikke var sørget for forplejning, og at der ikke blev givet t-shirts og afterparty med mad og drikke som lovet.

»Meld ind til foreningerne«

Nu svarer Live Nation så igen på den shitstorm, de er blev mødt af fra egne frivillige. De opfordrer de frivillige til at tage kontakt til foreningerne.

»Det er vigtigt for os, at de af jer, der er utilfredse, sørger for at melde tilbage til den forening i arbejdede frivilligt for, så de sammen med os kan evaluere på hvordan vi i fælleskab kan gøre tingene bedre,« lyder det fra Live Nation.

Beskeden er slået op på Live Nations egen Facebookside, hvor man forklarer, at der er blevet indgået aftaler med en række foreninger i København og Roskilde, som skulle sørge for at stille personale til rådighed mod at foreningerne fik penge til at tage til stævner, træningslejr osv. I den sammenhæng har Live Nations opgave været at levere drikkevarer samt en stor sandwich forud for begyndelsen af de frivilliges vagter.

»Dette har Live Nation også leveret, og vi beklager naturligvis, hvis der er nogle som ikke har fået deres sandwich, det var dog ikke den oplevelse vi havde i går. Der har i hvert fald været leveret et tilstrækkeligt antal sandwiches i forhold til antallet af frivillige. Vi har dog forståelse for, at denne forplejning for nogens vedkommende har været utilstrækkelig, og det vil vi være ekstra opmærksomme på fremover," skriver koncertarrangøren og tilføjer:

»Live Nation har på intet tidspunkt sagt, at der skulle være nogen form for after-party, så det kan vi naturligvis ikke påtage os ansvaret for.«

»Vi er også utilfredse«

Live Nation beklager, at der i nogle tilfælde har været dårlig koordinering af opgaverne til de frivillige, men understreger, at der for de fleste ikke har været nogle problemer:

»Det er selvfølgelig utilfredsstillende for os, når vi nu hører at der har været nogle grupper af frivillige som føler de ikke er blevet modtaget og instrueret korrekt. Det er korrekt, at der var nogle få der ikke fik den lovede T-shirt, hvilket naturligvis er beklageligt. Vi vil gerne eftersende T-shirts til de frivillige som ikke har modtaget en T-shirt. Her skal I melde ind til den forening I arbejdede frivilligt for.«

Læs hele Live Nations forklaring: