Den svenske musikgruppe Abba var en massiv succes i 1970'erne og 1980'erne, og forleden optrådte Agnetha, Björn, Benny og Anni-Frid for første gang i 30 år på en scene sammen.

Det skriver svenske Expressen.

Søndag fejrede Björn Ulvæus og Benny Andersson deres 50 år lange venskab og musikalske samarbejde ved en stor fest i Stockholm.

De to musikere og sangskrivere mødtes den 5. juni 1966 og i starten af 1970'erne mødte de Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstand, og de fire skulle siden vise sig at blive Sveriges største musikalske succes nogensinde med hits som 'Mamma Mia', 'Dancing Queen', 'Voulez vous' og 'Happy New Year' - for nu bare at nævne et par stykker.

Under festen, som blev holdt helt privat på Berns Salonger i det centrale Stockholm, optrådte flere personer med musikalske indslag til ære for Benny og Björn.

To af de optrædende var Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstand, som optrådte med sangen 'You and I', og mod slutningen af sangen udviklede det nummer sig til at blive lidt af et højtideligt øjeblik - i hvert fald for de, som gemmer på bare en minimal Abba-fan.

Björn og Benny kom nemlig på scenen med deres to tidligere musikalske modstykker, og sammen færdiggjorde de sangen. Samtidig var det første gang i hele 30 år, at de ikoniske fire svenske musikere stod sammen på en scene.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sidste gang de fire ellers optrådte sammen var i 1986, og i 1982 udkom Abbas sidste single, hvorefter gruppen gik i opløsning til mange fans store ærgerlse.

Siden da er de fire gået hver deres veje, og Björn og Benny fortsatte med at lave musik sammen, mens Agnetha og Anni-Frid afprøvede hver deres solokarriere.

Guitarist Janne Schaffer fortæller til Expressen, at de allesammen talte lidt om gruppens historie, og hvordan Abba blev til i sin tid. Guitaristen siger også, at han betragter aftenen som et stykke musikalsk historie.

Anni-Fryd Lyngstad beskriver selv aftenen som følelsesladet.

»Det var fuldstændig fantastisk. En masse følelser. Vi har taget denne her rejse gennem vores historie. Benny og Björn i særdeleshed. Det har været meget nostalgisk,« siger hun til Expressen.

Abba er stadig den dag i dag en af verdens bedst sælgende popgrupper nogensinde.