Ikke siden 1987 i Holstebro har verdens største heavy metal-band besøgt de jyske kanter. Da den danske trommeslager Lars Ulrich i fredags spillede med sit band Metallica på Vestereng i Århus,burde der dermed være lagt i ovnen til noget stort.

Titlen på Metallicas igangværende miniturné, 'Sick of the Studio ’07', burde kunne forklare undrende sjæle, hvorfor d’herrer pludselig er i Danmark uden et nyt album i bagagen.Heldigvis var denne studietræthed til at overse,da bandet fredag aften tordnede ud i det første nummer, 'Creeping Death'.

Lars Ulrich var på plads bag trommerne med tungen stikkende langt ud af munden og konen Connie Nielsen stående i siden af scenen, og han bankede løs, som gjaldt det livet.Koncerten var dog i dén grad indpisker, forsanger og guitarist James Hetfields. Med et glimt i øjet erklærede han sin kærlighed til publikum, og fik os til at råbe med på omkvædene, og så kunne man sagtens abstrahere fra, at hanmed sit lange, grå hageskæg efterhånden ligner en, der forsøger at konkurrere i ansigtsbehåring med Lars' far, Torben Ulrich. Sammen med leadguitarist Kirk Hammett og basdynamoen Robert Trujillo udgør Ulrich og Hetfield kraftcenteret Metallica, som normalt er urørlige på en livescene.

Men allerede under koncertens andet nummer(den sønderrivende 'For Whom the Bell Tolls'),da kvartetten havde fået stemningen helt op på kogepunktet, mindede en strømafbrydelse pludselig samtlige 55.000 tilskuere om, at det var fredag den 13..

Slag i mellemgulvet
Festen fik et ordentligt slag i mellemgulvet på trods af, at fornøjelige sjæle var hurtige til at råbe 'ekstranummer!' i løbet af det kvarter, der gik, inden lyden atter kom tilbage. Og selvom James Hetfield var hurtig til at proklamere, at afbrydelsen skyldtes Lars Ulrichs makeup, der ikke lå ordentligt, så tog det alligevel noget tidat komme op i gear efter den tidlige og ufrivillige pause.

Dét var i den grad et problem, når man i høj grad kørte på rutinen med en sætliste, der egentlig ikke så synderligt anderledes ud end den, vi blev præsenteret for i Parken for tre år siden eller under den fabelagtige optræden på Roskilde Festival i 2003. Koncerten bestod simpelthen af de mest oplagte af de gamle numre, samt et flertal fra mesterværket 'Master of Puppets'… ligesom dengang.Var man som fan kommet for at høre materiale fra efter 1991, blev man slemt skuffet, og samtidig var der heller ingen smagsprøver fra det album, Metallica netop er i studiet for at indspille.

Tale til nationen
Havde det ikke været for de aldrende metalhoveders ukuelige spilleglæde, kunne det være gået helt galt, men det er én af de ting, man ikke kan tage fra Metallica: De er et af verdens bedste livebands.Var man i tvivl om det før, så var man det ikke efter trekløveret 'Fade to Black', 'Master of Puppets' og 'Battery', der faldt lige inden de første ekstranumre, hvoriblandt bandets største hit 'Enter Sandman' og 'Nothing Else Matters' lyste klarest. Jo, de hungrende fans fik det,de var kommet efter, men heller ikke andet.

Til sidst satte 'Seek & Destroy' – sammen med et løssluppent jam over AC/DC-klassikeren 'Let There Be Rock' – punktum for koncerten, inden Lars Ulrich, traditionen tro, holdt en kort tale: 'Metallica har ikke været på disse kanter i 23 år! Er det ikke fedt, at vi efter så mange års pause kan afholde vores største koncert på dansk grund nogensinde lige her?! Vi ses næste år med et nyt album og en ny turné!'. Hvordan han havde fundet frem til, at det er 23 år siden, vi befandt os i året 1987, er noget af et mysterium, men når Metallica kommer tilbage næste år, må man i hvert fald håbe, at der er blevet rystet lidt rundt i posen med sangene.

De har unægtelig materiale nok til at sammensætte en mere varieret og spændende koncert...