Den danske musikerlegende skulle efter planen have udgivet et nyt album i 2016.

Men fans, der har set frem til at høre nye sange, må vente tålmodigt på at høre nye toner fra Kim Larsen.

Opfølgeren til albummet 'Du glade verden' fra 2012 bliver nemlig udskudt til en uspecificeret dato i 2017. Det oplyser Kim Larsens pladeselskab til Ekstra Bladet.

Det er ikke lykkedes at få en forklaring fra nationalskjalden på, hvorfor albummet bliver udskudt. Derudover er det heller ikke klart, hvornår på året albummet udkommer. I maj teasede Kim Larsen ellers for det nye album, da han udgav singlen 'Moder Jord'. Den kan du lytte til ved at klikke her.

Kim Larsens næste danmarksturné starter 27. oktober i Greve. Han skal rejse landet rundt og i alt give 27 koncerter. Ifølge musikerens koncertkalender skulle stort set alle koncerter allerede være udsolgt. Så de mange tusinde fans, der skal til koncert, må nøjes med at høre Larsens gamle sange. Men heldigvis er der rigeligt med klassikere.

Da den 70-årige musiker gav koncert på Skanderborg Festival i august gav BTs anmelder ham hele fem stjerner. Så det virker til, at han stadig er i stand til at give et godt show. Her lød det blandt andet, at han overgik sig selv på Bøgescenen.

»Jeg vaklede mellem at flyde ned ad mindernes glasskårsbelagte boulevarder, simpelthen bare synge og tappe med til musikken og tænke, ’kunne man da for h. bare bruge al den varme, samhørighed og fællesskabsfølelse til noget ’større’ og ’bedre’ end at stå dér i Rabaldersmatten. Vauumpakke den og sende den til folk, der har brug for det,« skrev BTs anmelder blandt andet.