Kris Kristofferson optræder i aften sammen med sin datter Kelly – i København. Konen Lisa står i kulissen. Og to af sønnerne sørger for det tekniske. Velkommen til den 76-årige legendes måske sidste turné - en rigtig familieudflugt.

- Jeg er blevet for gammel til at rejse alene. Og på vores tur rundt i Europa bor vi alle sammen sammen i turnébussen, fortæller Kris Kristofferson i denne snak med BT. Ligesom sin gode ven og kollega Leonard Cohen hører Kris til typen, der hverken kan eller vil holde op.

- Jeg har altid en halvfærdig sang i hovedet. Selv når jeg kører rundt på min store græsslåmaskine hjemme på Hawaii, tænker jeg på nye sange. Og når jeg sammen med min dejlige familie kan besøge fantastiske steder som Danmark, så kan jeg ikke se nogen god grund til at blive hjemme.

- Her får jeg mulighed for at kombinere tre af de ting, jeg elsker allermest: musik, familien og rejsen, siger Kris Kristofferson, der allerede nu har levet det, som mange vil beskrive som et rigtigt ’herreliv’.

Et rigtigt ’herreliv’

I slutningen af 50’erne fik Kris Kristofferson et stipendium til det fornemme engelske universitet i Oxford. Her studerede han klassisk engelsk litteratur, mens han spillede rugby og vandt udmærkelser i boksning.

Under pres fra familien indrulleredes Kristofferson herefter i den amerikanske hær, hvor han ikke alene blev uddannet som helikopterpilot, men også opnåede rang af kaptajn.

Lige før Kris Kristofferson i 1965 forlod hæren, fik han tilbudt et job som underviser på en af verdens førende militærskoler West Point.

Men Kris takkede nej. Han ville nemlig være professionel sangskriver. Og derfor flyttede han til musikkens hovedstad, Nashville.

Her skrev han tidligt sange som ’Me & Bobby McGee’ og ’Help Me Make it Through the Night’. Med trods hans flittige pen, skete der ikke så meget i musikkarrieren.

Derfor arbejdede han en overgang som borebisse på nogle olieplatforme i Den Mexicanske Golf. Og det var først da det poetiske muskelbundt kombinerede to af sine mange talenter og uden tilladelse landede en helikopter i Johnny Cash’ baghave for at give countrylegenden nogle kassettebånd med hjemmelavede sange, at der for alvor skete noget.

Efterfølgende indspillede Cash bl.a. Kristoffersons sang ’Sunday Mornin’ Coming Down’. Dén grovhittede. Kris blev superstjerne. Og resten er, som de siger, ’musikhistorie’. Og komponisten er i dag én af de få, man fuldtud tror på, når han siger:

Fortryder intet


- Jeg fortryder intet. Hvis jeg havde chancen, ville jeg ikke ændre så meget som én eneste lille ting. Og jeg ville sidde præcis, hvor jeg sidder i dag, siger Kristofferson, hvis karriere også inkluderer en lang række filmhit fra ’Convoy’ til Vampyrserien ’Blade’.

Dét har forlængst gjort Kristofferson til mangemillionær. Men trods formuen og berømmelsen – og selvom Kristofferson fornylig optrådte i Det Hvide Hus efter en personlig invitation fra Barack Obama – så er det musikken, der betyder mest.

Pengene betyder intet

- Det kan godt være, at mange ikke vil tro på det. Men pengene har aldrig betydet noget for mig. Min sult efter den kreative proces og den perfekte sang er aldrig forsvundet. Og når jeg tænker tilbage på alle de velsignelser, jeg har oplevet, så kan jeg knap fatte det, siger Kris. Og mens der er en masse at tænke tilbage på, så ved Kristofferson også godt at tiden rinder ud – selv for en superstjerne.

- Jeg aner ikke, hvad der sker, efter vi dør. Men jeg er ikke bange. Og jeg ved, at jeg for altid vil jamme med Johnny Cash og Hank Williams, siger Kristofferson, der fra tid til anden godt kan mærke alderen banke på.

- Jeg kan ikke huske, hvad jeg fik til morgenmad. Men jeg kan godt huske, hvorfor jeg elsker at besøge Danmark, slutter Kris.