Sådan ser omslaget til Kim Larsens kommende plade ud.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er Lune Larsens gode ven, Røde Clausen, der har lavet pladeomslaget til den danske national-skjalds kommende skive, 'Du Glade Verden' der er ude d. 19. november.

Omslaget er ifølge Kim Larsens officielle fan-side på Facebook, et motiv som filminstruktøren Erik Clausen lavede til en serie plasticposer som supermarkedskæden Irma lancerede helt tilbage i halvfjerdserne, da Larsen stadig var sanger og rytmeguitarist i landets største rockband Gasolin. 

Dengang var Erik Clausen medlem af det kommunistiske kunstnerkollektiv Røde Mor, hvor han blandt andet sammen med en anden af Larsens gode venner, Leif Sylvester, stod for Røde Mors grafiske udtryk på plader og plakater.

Så hvis nogen synes, at motivet på Kim Larsens kommende plade ligner noget de kender, er det sandsynligvis fra dengang de kan huske den enkle, rene og naivistiske stil, der også kendetegnede en del af den tids politiske pamfletter og plakater.

 Nu mange år senere akkompagnerer den røde opgående sol over det blå hav Kim Larsen og Kjukkens nye opus, 'Du Glade Verden', der altså er på gaden om en måned. D. 19 november.

Og på Facebook er der delte meninger blandt Larsens fans om Clausens kunstværk som nyt Larsen-cover:

- Rigtig fedt billede, men det er fuldstændig forkert på et Larsen-album, skriver Mille Nørberg Khan.

- Bare musikken også lever op til den glade 70'er stil, før diskoen kom og ødelagde det hele, så er det da ok med Røde Clausens cover, mener Jan Auning Andreasen.

- Ikke ligefrem et fedt cover. Men hey, hvis bare musikken og teksterne er fede så er resten jo ligegyldigt, skriver Jimi Gilbert, mens Berit Jensen bare er glad og glæder sig til den nye plade: 

- Syntes det er fedt ! Sommer som i gamle dage, skriver hun med en smiley på Larsens facebook-side.