****
Fire stjerner
Det er efterhånden med Janteloven, som det er med fodbolddommere. Det er deres skyld, det hele. Derfor skal man fare med lempe, når man trækker forfatter Aksel Sandemoses 83 år gamle jantelovs-'ti bud' frem af skuffen.
Men hvis der er nogen i dansk underholdning, der har måtte stå til ansvar for bud nr. 1, 'du skal ikke tro, du er noget', er det Sanne Salomonsen.
Siden begyndelsen for 45 år siden har fru Salomonsen stillet sig til rådighed for danskerne som musiker og i medierne. Både i medgang og modgang. Også da hun heldigvis hurtigt kom op at stå igen efter sin blodprop. Hun er et af symbolerne i vores fælles historie.
Sådan er Rock Mama skabt. En persona, som i øvrigt fornemmer ligger tæt på personen Sanne. Som sådan har man offentlighedens interesse, om det gælder mænd, musik eller penge. Og sådan er dét.
Men der er tidligere indimellem helt ubegribeligt kørt direkte hetz mod den nu 60-årige Rock Mama i visse medier. Det har hun ikke fortjent.
Som hun indtog Vega her til aften i sprudlende form, virker hun aldeles ligeglad.
Aldeles ligeglad
Selv sagde hun: 'I har muligvis læst det i ugebladene, eller også har I hørt mig selv fortælle om det. Jeg har været gift ufattelig mange gange, jeg er blevet skilt ufattelig mange gange. Livet har lært mig, at hvis du er låst fast i noget, du ikke gider, så sæt dig selv fri.'
For et par år siden satte Sanne sig selv fri på en turné med et lille, næsten akustisk band, hvor hun sang sine gamle ballader. Det var en kunstnerisk satsning, hvor Rock Mama trådte lidt i baggrunden og lod sangene, sine og publikums fælles fortællinger og denne her melankolske blå følelse træde helt frem i forgrunden where blue begins.
Premierekoncerten dengang var momentvis direkte rørende.
Jeg har set Sanne være alt for insisterende, grænsende til det desperate. Har hørt om koncerter indenfor det sidste femår, der var tæerkrummende.
Show it don't tell it. Og det gjorde Sanne for to år siden, som hun gjorde i aften i Vega, iført en rimelig enkel t-shirt. Ikke noget med udringet læder eller postuleret sexyness.
Hold kæft, hvor er i fede
Kun et enkelt 'Hold kæft, hvor er I fede alle sammen'. I stedet sagde hun: 'Jeg er en firser pige'. Der var da også hovedvægt på firserrock af den medrivende slags.
Set udefra kan det virke uambitiøst at trykke firser- jukeboksen af på den måde. Især sammenlignet med den forrige turné, hvor omdrejningspunktet var følelsen. Jeg har på fornemmelsen, at det nye set up er skabt med henblik på private job - hun optræder mærkelig nok ikke ved sommerens festivaler, hvor jeg ellers godt kunne se 'Teardrops in Heaven' og 'Sui Sui', som de blevet spillet her i aften, rocke røjserne.
Set indefra Vega var ambitionen den simple at skabe fest. Det lykkedes.
Vel er Sannes stemme ikke helt, hvad den var engang. Men hun er Sanne, viril og fit og tydeligvis lykkelig over at stå deroppe og få lov til at trykke den af og sparke publikum en tur ned ad mindernes tågede boulevarder.
Sanne lå både sangligt og som performer ukunstlet som midtpunkt i et organisk, tungt rockende udtryk, som bandet holdt hele vejen gennem koncerten.
Det var sgu gang i den firserfest. Powerrock af samme skuffe som de samtidige Bryan Adams og Pat Benetar. Dér hvor Sanne lå i tiden omkring albummet 'Language of the Heart'.
Med Sannes og Mats Ronanders søn Victor Ray, der var med mor på scenen, og Salomonsens faste sideman Morten Wulff i et påtrængende guitar-samspil.
Ligner sin far
Bortset fra at Victor Ray faktisk ligner sin far, når han spiller - samme kropsattitude - viste han sig i et par soli som en fin, muskuløs guitarist med styr på sine virkemidler.
På et tidspunkt - tror det var i den funky version af 'Hvis du forstod' - faldt bassist Lars Danielsson ind i en skala efter et break med samme selvfølgelighed som, at denne anmelder aldrig kan finde sin garderobebillet, når han er i Vega.
Og jeg tænkte på disse rockens arbejdsmænd, som med et par enkle dask på de fire strenge får det til at swinge. Lars Danielsson er en af fineste her i landet.
Vigtig også keybordspiller og percussionist Annika Askman, der sammen med den helt unge keyboardspiller Mads Storm lægger sig ind på de høje toner i korene og bakker Rock Mama op.
Flere numre blev til veritable syng med seancer, 'Kærligheden kalder', ' Hvis du kunne se'. 'Den jeg elsker, elsker jeg' blev til en gensidig kærlighedserklæring mellem sanger og det bededagsferierende publikum i salen.
Så energisk, som Sanne Salomonsen optrådte her til aften, har jeg sjældent set hende.
Rockens konger og prinser dør desværre omkring os. Den danske rockdronning er her heldigvis stadig.
Sanne Salomonsen, Vega, torsdag aften.
