Det hele begyndte med Justin Bieber og en små 40-50 millioner Beliebers. Eller rettere: der blev fænomenet med teenpop og tilhørende massehysteri genoplevet efter at have ligget mere eller mindre i dvale, siden det sidste boyband (ingen nævnt, ingen glemt) sang den sidste strofe. De mange ulykkeligt forelskede teenagepiger voksede sig større, fik rigtige kærester, flyttede hjemmefra, og med det syntes også musikscenen at vende tilbage til mere normale forhold. Altså lige indtil en ung, køn og velsyngende canadier med grydehår fandt vej til YouTube og dannede vej for "the next big thing", One Direction, og alle de andre bejlere, der følger i kølvandet på en kommerciel kæmpesucces.
Blandt dem er australske 5 Seconds Of Summer. Med en gennemsnitsalder på 18 har de det, der skal til. De ser godt ud, synger fint og mestrer tilsyneladende et instrument eller to. Hvad angår de 12 numre på debuten, så er der skruet op for både guitar og trommer, og lyden får således en mere punk/rocket karakter end hos fx kollegaerne i One Direction. Nuvel: undertegnede tilhører ikke målgruppen, men det virker fortænkt (og er det selvfølgelig også!). Albummet er overproduceret og sangskrivningen uvedkommende. Devisen fra start synes at have været "vi gør det, vi ved virker". Men spørgsmålet er, om det så også gør det. Hooks'ene er til stede, og det samme er de lettilgængelige sange med tekster om hjerte/smerte, men er det er nok, når resultatet bliver et stort hold kæft-bolsje, der smager mere af hurtige penge end umiddelbart talent?
