Det var som verdens største blå mandag. Efter et par timers skrigen og skrålen fik vi bekræftet, hvad man jo godt anede i forvejen - at 30.000 piger i omegnen af konfirmationsalderen kan skrige højt, når de møder 1D i 3D. Meget højt. Sindssygt højt.
- Hvem af dem vil du helst være? Louis, Harry, Zayn, Niall eller Liam?, spurgte en rigtig sjov, ung kollega tidligere på dagen.
Hmmm... det er lettere at holde styr på medlemmerne i Justin Bieber. I virkeligheden tror jeg helst, at jeg vil være 1D-opfinderen Simon Cowells revisor. Fred være med det i denne omgang.
Efter ganske få sprængte trommehinder stod det klart, at One Direction har en noget skarpere og mere snappy kant end de fleste andre boyband.
Vandrer frem og tilbage
1Ds sceneshow, når det gælder de fem medlemmers performance, er rimelig minimalistisk. T-shirts, jeans. På nær en scene, der bliver hævet sidst i sættet, vandrer de fem frem og tilbage på en lang catwalk.
Overraskelse 1: Faktisk blev de 30.000 directioners ikke bare vidne til deres livs formentlig første koncert, det blev også deres livs første rockkoncert. Sort of.
Overraskelse 2: Med en ganske anstændig lyd, altså fra PA'en. Rigtig god lyd, efterhånden som aftenen skred frem. Spillet live af et gennemsolidt rockband.
Harry, Louis og Liam er åbenbart One Directions 'bad guys', mere eller mindre. De to første med Daniel Agger-tatoverede arme.
I skole med Bon Jovi
De lagde ud med det lettere Queen/'We Will Rock You'-kalkerede 'Midnight Memories'. Fortsatte de næste lidt mere end to timer med den ene mere eller mindre rockbaserede sang efter den anden. 'Live While We're Young' i samme skole som - og på niveau med nogle af de Bon Jovi- og Aerosmith-numre, som deres forældre en gang knaldede ud til. Det samme med 'Better Than Words'. Og 'Alive', nu vi er i gang. For bare at nævne nogle.
På plade er One Direction, som det som oftest er, langt mere polerede og glaserede.
Bedømt ud fra deres optræden i Parken er Niall med guitaren det største, eller i hvert fald mest naturlige talent i flokken. Ikke ligefrem en ny Robbie, dertil er han for glat. Men One Direction er åbenbart et kollektiv. Der er ikke hverken en Ronan Keating eller Gary Barlow med en tilsyneladende uhelbredelig trang til at strø selvbefamlende mobil-ballader ud af ærmerne.
Der er meget godt at sige om aftenens koncert. Det fire mand store band spiller en form for minimal-rock uden de store falbelader. Med en smule kant som hos de kontemporære stadionrockere Imagine Dragons. 'Live While Were Young' med et lille lån fra The Clash.
Lovlig homogene
'Story Of My Life' med keltisk rockstorhed. Indtil der går Melodi Grand Prix i den. 'You & I' og 'Diana' er gedigne popsange.
Det blev så også noget ensformigt i længden, og nogle boyband-ologer vil sikkert også mene, at de fem er lovlig homogene og ens. Rollefordelingen i bandet er ikke særlig skarp. Det kan ses som en styrke, hvis man, som jeg, gerne vil se bandet som en form for rock-boyband. Denne aften i hvert fald.
Selvfølgelig vil det gå med One Direction, som med alle andre boybands. Et eller flere medlemmer vil stoppe, bandet vil gå i opløsning og blive gendannet om 15-20 år, og turnere for de 30.000 piger i Parken, som vil få deres mænd til at passe børnene. I den ordentlige koncertarena, som København HELT SIKKERT har til den tid.
Mens den glamrock/The Who-agtige 'Best Song Ever' - nej, det er det så ikke - klinger ud, er der bare at tilføje: Når nu de 45.000 stor-festende skrighalse skulle have deres første koncertoplevelse i Parken, kunne det havde været meget værre.
One Direction, Parken, mandag aften
