Det megapopulære danske popband Lukas Graham har selv gjort det. Lavet cover-versioner af andre kunstneres hits som giver musikelskere verden over kuldegysninger og får diskussionen til at løbe løbsk på nettet: For hvilken version er egentlig bedst?

Nu får Lukas Graham imidlertid konkurrence den anden vej rundt. Den 19-årige engelske sangerinde Leah Guest er som så mange andre fuldstændig vild med det danske bands monsterhit '7 Years'. Hun har derfor lavet en cover-version af sangen, som har taget nettet med storm, siden hun lagde den på Facebook og YouTube.

Næsten syv millioner har set Leah Guests fortolkning af '7 Years' på Facebook, og den har over to millioner visninger på YouTube. Og folk er vilde med den unge engelske sangerindes version af sangen, hvor hun har lavet lidt om på lyrikken. Så vilde, at nogen ligefrem foretrækker cover-versionen frem for originalen.

»Er det forkert, at jeg bedre kan lide denne end originalen?, spørger en bruger på YouTube i tråden under Leah Guests version af '7 years'.

»Selvom jeg elsker Lukas Grahams stemme, kan jeg bedre lide lyrikken i cover-versionen,« skriver en anden.

Flere andre erklærer dog, at de bedst kan lide Lukas Grahams originalversion, som lige nu ligger nummer to på den amerikanske singlehitliste Billboard Hot 100 - verdens mest prestigefulde hitliste.

Hvad synes du? Er Leah Guest lige så god som Lukas Graham? Måske ligefrem bedre? Hør de to sange herunder og deltag i afstemningen.

Her er Leah Guests cover-version:

Og her er Lukas Grahams originalversion af '7 years':

Som nævnt indledningsvis mestrer Lukas Graham også selv cover-genren. De har fået nettet til at koge med versioner af Justin Bieber-hittet 'Love Yourself' og Adeles 'Hello'. Mange af BT's brugere mente ligefrem, at Lukas Grahams fortolkninger var bedre end originalerne.

Lukas Graham har i det hele taget lagt hele verden ned. Optræden i populære talkshows og radioprogrammer har været med til at få folks øjne op for det danske popband og især forsangeren og frontfiguren Lukas Graham Forchhammers imponerende sangstemme og charmerende personlighed.