Det er svært at skælde ud på tegneseriefigurer. Men Damon Albarn og Jamie Hewletts multimedie-marketing- og urban-musikprojekt har simpelthen ikke kød nok på tegnestregen længere.
Da de første tracks blev rullet ud, havde vi alle travlt med at finde de gemte kvaliteter i Gorillaz' nye tvivlsomt festlige retning, og når nu vi alle kan lægge ører til De La Soul, der kvæles af pseudo-edm-smadder, så er det på tide at indse, at Russel, Murdoc, Noodle og 2D måske ikke længere har fat i den lange ende.
Den ihærdige Gorrillaz-fan ser kvalieterne i nyskabelse, energien og Danny Browns perfekte vers på 'Submission', som efterfølges af den paradoksale interlude med en 'Non-Conformist Oath'. Det håbefulde naive internetmenneske ser hele projektet som en tragisk og ironisk kommentar på den skuffende udvikling, som verden går i møde, alt imens kritikeren bare undrer sig over, at store kunsteristiske personligheder som Grace Jones, Vince Staples og Kelela bliver degraderet til overgjorte gentagelser eller uinspirerende sang uden respekt for deres evner.
Så er der musikelskeren, som bare savner en enkel sang eller to som de gode gamle Gorillaz-evergreens, noget man kan synge med på eller nynne, fordi det føles godt oppe på 'Melancholy Hill'. Gudskelov for optimisten, som minder om at 'We Got the Power', 'She's My Collar' og bonus-nummeret 'The Apprentice' er ganske glimrende sange, der viser, at 'Humanz' er mere end bare The Fall-lignende udforskninger og et spild af seje gæster.
Kom igen, Albarn. Grib fat i Dangermouse og lav en efterfølger til 'Demon Days' til ære for drømmerne i stedet for denne to-dimensionelle fest for sortseernes dommedag.
Gorillaz: 'Humanz', Parlophone. Udgivelse D. 28.04.2017
