De skotske støjpoprockere The Jesus and Mary Chain leverede gedigen, melodisk fræsende støj fra et bagkatalog, der stod distancen søndag i Store Vega.
'I’m a rock’n’roll amputation,' vrængede Jim Reid med vanlig nihilistisk selvfornedrelse gennem muren af scenerøg og pedalstøj, da skotterne søndag aften indtog Store Vega med den nye single ’Amputation’.
Og det var netop med dén klassiske Mary Chain-attitude, at de ikoniske støjpoprockere vendte tilbage til musikscenen tidligere i år med comebackpladen ’Damage and Joy’. Kalenderen viste 1998 sidste gang de introverte skotter var albumaktuelle, men med den nye plade indkasserede de overraskende nok en ganske solid kritikeranerkendelse.
The Jesus and Mary Chain lyder heldigvis akkurat som sig selv, lød dommen: Godt genbrug af melodisk-frenetisk støj akkompagneret af narkotisk og depraveret ’vi giver ikke en fuck’-attitude.
Ikke så meget BS
Rockikonernes besøg i det udsolgte Vega kunne derfor nærmest kaldes en koncertmæssig genopstandelse - og en vellykket én af slagsen, viste det sig til trods for Reids postulat om, at være en ’amputeret rock’n’roller’.
For selvom de til tider fjendtlige brødre Jim og William Reid ikke længere er unge vrede knøse med billig amf i næseborene, men derimod pænt på vej mod pensionsalderen (og, hvem ved, mildere temperamenter?), leverede The Jesus and Mary Chain en overbevisende omgang melodisk-frenetisk støj. Heldigvis alt andet end gammelmandstræt retrorock.
Både publikumsfavoritten ’Head on’, numre som den klassiske støjperle ’The Hardest Walk’ og den gloomy-poppede ’Some Candy Talking’ og ikke mindst den fræsende ’Reverence’s 'i wanna die just like Jesus Christ'-morbiditet demonstrerede, at simple, pigtrådsskarpe støjeksplosioner blandet med honningbløde 60’er-melodier og tekster af ’hjerte-smerte’-kompleksitet holder.
Gavmilde med ekstranumrene
Med en hovedsetliste på kun knap 1 times varighed, var der kort sagt ikke så meget bullshit fra skotterne, som spillede deres signaturiske distortionperler solidt, og hvor Jims vokal gik rent igennem.
Til gengæld kvitterede skotterne så gavmildt for det korte set ved at vende tilbage på scenen hele to gange og give intet mindre en 8(!) ekstranumre, som især blev hentet fra det genredefinerende hovedværk ’Psychocandy.
Især den tindrende smukke ’Just Like Honey’, den trippede støjkakafoni på ’You Trip Me Up’ og den Suicide-lignende biker-fortælling på ’Living End’ sad lige hvor de skulle.
Jesus and Mary Chain, Store Vega, søndag aften
