Reportage fra hard rock-prisen High Voltage lørdag aften i rockklubben High Voltage i Boltens Gaard i København. Prisen er indstiftet af klubejer Martin Jensen og BTs nanvkundige freelancer Steffen Jungersen.
Det er tredje år at der skal deles lyn ud på High Voltage, og forventningerne er høje. Både hos arrangører, nominerede og publikum. Knap så meget hos de stakkels garderobe -og barpiger, der står i teltet i Boltens Gård.
Det er koldt, og den konstante regn har fået strømmen til at gå, så de står i mørket og fugten, og kan kun dele Jack Daniel's ud, da fadølsankeret kræver strøm. Det er dog kun et lille minus, der næsten ikke berører publikum, for stemningen er tårnhøj inde på selve klubben.
Blandt det betalende publikum snakkes der lidt om prisuddelingen, men generelt er de fleste her for koncerterne.
Mange kender nok mindst én, der er nomineret eller skal optræde, men det er aftenen, der tæller, og ikke den enkelte vinder eller taber. Da jeg spørger bagmanden Martin Jensen, hvad jeg skal glæde mig mest til, tøver han slet ikke og peger på værten Mike Tramp:
»Ham der! Det er klart ham, der kommer til at løfte aftenen. Og så Artillery med originale medlemmer. Jeg har brugt vild lang tid på at forene dem med den gamle sanger, bare til den her aften. Det er første gang, de spiller sammen siden 1991, det er præcis sådan noget Award Shows kan! Folk vil gerne give den noget ekstra på sådan en aften.«
Og det er også en helt særlig aften. I kontrast til de fleste andre award-shows er der en kammeratskabsfølelse på tværs af bands og genrer. Som hos Shotgun Revolution, der vandt årets radio rock track:
»Kæft jeg er stolt! Alle her er jo kolleger og venner, og det er fedt at blive anerkendt i så godt et selskab,« eller når Maja fra Forever Still siger, at hun bestemt regner med at vinde den næste pris (de var nomineret til to), men at der uanset hvad ikke er nogen tabere her.
Jeg havde fra starten af aftenen sat en stemningsmåler op lige midt i lokalet, og den pegede opad igennem hele festen, bortset fra et lille dyk, da lyden gik i højre side af lokalet. Der blev arbejdet på sagen, men det var alligevel en halv times tid og mindst en prisuddeling, hvor den ene side ikke kunne høre hvad der blev sagt.
Generelt var der flere tekniske udfordringer end de andre år. På et tidspunkt var det også kun trommerne, der blev spillet på højtalerne i VIP-baren, men jeg tvivler på, at det har lagt en dæmper på den filmede udgave af showet.
For selvfølgelig bliver sådan en aften dokumenteret med film og kameraer over det hele. Men i modsætning til andre awardshows, så er fokus på dem, der er dukket op. Musikken er 100% live, og det hele er lagt op til at være for de fremmødte og ikke for tv-seere derhjemme.
Koncerterne kommer rundt om de forskellige genrer der er repræsenteret, og vi får både thrash, syrerock, hard rock, dødsmetal og det midt imellem.
Huldre spillede først, og selvom man godt kan argumentere for, at det måske ikke sparker festen i gang som så mange af de andre bands kunne have gjort det, så var det en fin start på aftenen. Og da de stod og pakkede udstyr ned bagefter, blev de kaldt over på den anden scene for at modtage prisen for årets alternative udgivelse.
»Det havde jeg slet ikke set komme! Det er svært at sige om man kan bruge det til noget, men det kan man vel. Om ikke andet så gør det aftenen her endnu bedre. Jeg kan huske da mit tidligere band blev Månedens Demo i Gaffa, det kunne vi mærke lige med det samme. Bookere og spillesteder tog én meget mere alvorligt, så man kan da håbe på en lignende effekt.«
Jeppe Nissen fra Copenhell mener, at det ekstra skub til selvtilliden er det vigtigste bands får ud af at vinde, men at aftenen i sig selv er vildt vigtig.
»På trods af at det er temmelig rodet, så er det enormt vigtigt, at sådan noget her sker. Jeg tror alle bands kan bruge aftenen, men at det ikke gør den store reelle forskel om de vinder eller ej”. Og det er egentlig en sjov kontrast: Det rodede og det gennemførte. På den ene side er der så mange gennemtænkte detaljer, og på den anden side ser det ud til at være ved at vælte hele tiden.
Om ikke andet så er en del af VIP-publikum ved at vælte, måske fordi den frie bar kan være svær at administrere, når der er så meget at fejre. For det er virkelig en aften, hvor alle fejrer hinanden. Og det er også en aften, hvor bands der typisk ikke er inviteret med på den røde løber, får ekstra anerkendelse og opmærksomhed. For de nye bands er det også validerende, at stjernerne er her.
Når både D-A-D, Dizzy og ikke mindst Mike Tramp er her til at kaste stjernedrys over eventen. Ikke mindst Mike Tramp gør en forskel! Vildt god i rollen som vært, der uden selvfedme, men med rigeligt rock’n’roll-uhøjtidelighed får guidet showet igennem de mange skift.
Backstageområdet flød mere og mere over i kærlighed og vanvid, som aftenen skred frem. Der blev vist statuetter og skålet og taget utallige billeder. Vinderne af årets video:
»Fri fadøl er fedt, det sker aldrig i Jylland. Ellers er aftenens højdepunkt, at gamle damer lader deres ynder hænge frit,« og tilføjer »Jah! Jah! Jah«.
Rising er mere følsomme:
»Vi er nomineret til flere priser, og det skal nok blive en sjov aften. Jeg er ligeglad med om vi vinder, det er ikke derfor jeg spiller. Jeg synes bare, at heavy skal have noget på hjerte.«
Måneskjold falder lidt udenfor kernepublikummet på stedet, men glæder sig til at spille for nogle andre end de plejer. Med deres lyd, der minder om et møde imellem Creedence og Hawkwind, er det noget blødere end de andre bands, men de er så overbevisende på en scene, at det fungerer. I det hele taget er live-delene bedre i år end sidste år.
Også Helhorse og Aphyxion leverer korte intense sæt, og der er faktisk ikke en finger at sætte på koncerterne, der er tjekkede og effektive.
På papiret har det virket som en vanvittig idé, men jeg synes at Martin Love Gun Jensen og Stefen Jungersens vision er lykkedes. Det er en aften ,hvor hele den hårde scene er samlet, og som en unavngiven gæst sagde:
»Det er vigtigt at vi er sammen, ellers vinder fjenden. Vi skal ikke bekæmpe hinanden og slås om detaljer ligesom venstrefløjen, for så taber vi alle. Og vi SKAL vinde.«
Når den følelse får lov til at skinne igennem, så kan Love Gun og Jungersen godt drikke en velfortjent øl i aften. Mission accomplished.
