Tilbage i maj måned sidste år udgav britiske James Blake sit tredje studiealbum ”The Colour in Anything” og gav efterfølgende koncert på Arena under Roskilde Festival. Både album og optræden blev der kvitteret for med fem solide stjerner fra GAFFA, og koncerten blev blandt andet beskrevet som ”en spændingspræget koncert, der bevægede sig i en bakkedal af ulmende lydflader og overvældende tordenskrald.”

Nu, næsten 300 dage efter udgivelsen af det anmelderroste album, deler singer-songwriteren musikvideoen til sangen ”My Willing Heart” på sin Facebook-side. Nummeret er skrevet i samarbejde med Frank Ocean, og mindst lige så bemærkelsesværdigt er, at Natalie Portman optræder i videoen – endda som højgravid.

Den sort-hvide video krydsklipper flot og kunstnerisk mellem Portman, der ligger i sengen og undervandsbilleder af den smukke skuespillerinde. Optagelserne er angiveligt fra få dage, før datteren Amalia kom til verden i starten af marts.

James Blake har generelt tendens til at udgive meget kunstneriske musikvideoer til sine sange. Senest udgav den NorthSide-aktuelle sanger den mindst lige så smukke musikvideo til Bon Iver-kollaborationen ”I Need A Forest Fire”.

Du kan se den højgravide Natalie Portman i musikvideoen til ”My Willing Heart” lige her:

https://www.youtube.com/watch?v=otYHF8jaLjw