KØB PLUS!

Ung dansker tæt på VM-titel

Speedwaykøreren Michael Jepsen Jensen fører U-VM før sidste afdeling

Speedwaykøreren Michael Jepsen Jensen er tæt på at vinde verdensmesterskabet for U21-kørere.

Den unge mand fra Grindsted vandt sjette afdeling om VM, da han i en omkørsel slog sin værste konkurrent til mesterskabet Maciej Janowski.

Begge fik dog noteret 13 points til den samlede stilling, hvor Michael Jepsen Jensen før sidste afdeling, der køres på lørdag, fører med 77 points, mens Janowski har 74.

VM-konkurrencen er stærkt domineret af de mange danske talenter.

Mikkel B. Jensen sluttede i afdelingen i Bahia Blanca i Argentina på fjerdepladsen med 11 points og er med sine 62 points samlet blot et enkelt point fra at sikre sig VM-bronzemedaljen.

Mikkel Michelsen ligger efter en niendeplads samlet som nummer fire, mens Nicklas Porsing er nummer fem og Nicolaj Busk Jakobsen nummer otte sammenlagt.

Michael Jepsen Jensen slog undervejs sin værste konkurrent Janowski to gange. Han blev i et enkelt heat slået af Mikkel B. Jensen og Sam Masters.

Tidligere på sæsonen var Michael Jepsen Jensen og Mikkel B. Jensen med på det danske hold, der vandt VM for hold.

Læs også: