Det lakkede mod enden allerede i 2014, da danske Tom Kristensen for sidste gang drønede rundt på banen i Le Mans i Audis hvide racer, og nu er eventyret så endegyldigt slut.

Den tyske bilfabrikant har besluttet at droppe det prestigefyldte franske 24-timers løb. Bomben blev smidt i går og rystede motorsportsverdenen gevaldigt. Selv Tom Kristensen, der i dag er ansat som ambassadør for Audi.

»Det er uden tvivl noget, som alle er berørt af. Men det er en situation, hvor man bare må kigge tilbage på en helt fantastisk tid, som har givet os alle nogle muligheder for at køre nogle fantastiske steder i verden og at være sammen med nogle fantastiske mennesker i en fantastisk atmosfære,« siger han, da BT fanger ham telefonen fra Abu Dhabi, hvor Audi i forgårs lancerede kocernens første sportscenter.

En del af Tom Kristensens job hos Audi består i at sørge for de ansatte racerkøreres fitness og sammenhold. Derfor er det også først og fremmest dem, hans tanker går til.

»Det er selvfølgelig særligt hårdt for de nuværende kørere, som bliver lidt klemt. De har nogle drømme og karrierer, der bliver sat på standby for nu. Det er det, jeg primært tænker på i alt det her. Som tidligere kører er det jo noget, jeg absolut kan sætte mig ind i. Derfor kommunikerer jeg også med dem, men jeg har ikke nået at tale med dem alle endnu.«

Årsagen til, at Audi vælger at trække sig fra Le Mans, er ganske simpel:

»Vi har besluttet fremover at deltage i fremtidens løb, hvor det er muligt at køre på elektricitet,« lyder det ifølge Audis bestyrelsesformand, Rupert Stadler:

»Vores normale biler kommer i stigende grad til at køre på strøm, og derfor skal vores racerbiler, som vores teknologiske spydspidser, gøre det samme.«

I stedet for 24-timers løbet vil Audi allerede fra næste sæson gøre sit indtog i el-racerløbet Formel E, men først fra 2018 vil der for alvor blive satset på det.

Trods de nye udfordringer lægger Audis motorsportschef, Wolfgang Ullrich, ikke skjul på, at det er et svært farvel.

»Efter 18 år med exceptionelt succesfulde år med racerløb for Audi er det naturligvis ekstremt svært at sige farvel,« siger han ifølge pressemeddelelsen.