Tom Kristensen og H.K.H. Prins Joachim vandt søndag det årlige gadeløb i Bellahøj ved Copenhagen Historic Grand Prix.

Man kan lidt kækt sige, at det var et 'royalt dreamteam', der dominerede søndagens finaleløb i den såkaldte Proam-klasse ved det årlige grand prix for historiske racerbiler midt i København.

Vanen tro stillede stort set alle landets bedste racerkørere til start i klassen, hvor de deler bil med en ikke-professionel chauffør. Og søndag vandt duoen med den nidobbelte Le Mans-vinder Tom Kristensen og Prins Joachim i sidstnævntes Ford Lotus Cortina.

1


Sejren kom i hus foran Jan Magnussen og Andreas Rolner i en Porsche 911 fra 1965, som startede racet langt tilbage og derfor først mod slutningen pressede prinsen og Le Mans-kongen.

Prins Joachim og Tom Kristensen vandt også lørdagens løb, hvor Jan Magnussen og Andreas Rolner lignede en vinderbil, men først ødelagde et sammenstød med en langsommere konkurrent en del af bilens højreside, og senere gik gearkassen i stykker.

Lørdag spurgte bt.dk Prins Joachim om, hvordan det er at dele bil med en racerstjerne som Tom Kristensen.

- Det er meget, meget stort, og jeg har før delt bil med Tom. Men jeg ville også gøre det med de andre (kørere, red.). Det er folk, som gør det her som professionelle. De ved udmærket, hvordan man får det bedste ud af en bil. De skal bruge et par omgange, og så har de lært det, vi andre har brugt flere år på. Og så er det smaddersjovt at vide, at en af verdens-motorsportens største navne er min co-driver. Det gør ikke fornøjelsen mindre, sagde han.

I feltet i Bellahøj var også folk som Marco Sørensen, Christoffer Nygaard, tyske Marco Werner og brasilianeren Lucas di Grassi.