Mark Webber kan intet huske fra sin voldsomme ulykke under sekstimers-løbet på Interlagos-banen i Brasilien. Her røg hans Porsche søndag i barrieren med omkring 300 kilometer i timen.

Det kunne have endt langt værre, end det gjorde for den tidligere Formel 1-kører. Og bedømt på skaderne på Mark Webbers Porsche var han heldig med at slippe fra ulykken uden store skader og med livet i behold.

I høj fart ramte australieren søndag en væg i en kurve, hvor også en Ferrari-racer forulykkede. Det er endnu uklart, hvorfor ulykken skete, og Mark Webber kan ikke umiddelbart huske, hvorfor det gik galt.

»Jeg har ingen erindring i forhold til, hvad der skete og hvorfor. Teamet arbejder nu på at finde ud af detaljerne om ulykken,« siger han til sin hjemmeside.

Mark Webber blev lige efter ulykken fragtet til et hospital i Sao Paulo. Her er han blevet behandlet for skrammer og været til observation for en hjernerystelse.

Den tidligere Red Bull-kører fortæller også, at han efterfølgende har været plaget af en slem hovedpine, og Mark Webber vurderer selv, at han kun slap nogenlunde godt fra ulykken, fordi han ramte barrieren i en bestemt vinkel, som tog en del af trykket fra kollisionen.

»I går (søndag, red.) var jeg en heldig fyr. Vinklen på sammenstødet reddede mig,«, skrev Mark Webber mandag via Twitter.

Løbet i Brasilien var i øvrigt danske Tom Kristensens sidste i karrieren. Her sluttede den 47-årige dansker på tredjepladsen i Audi nummer 1.