Motorsportsverdenen venter i ængstelse på nyt om den syvdobbelte Formel 1-vinder Michael Schumachers tilstand efter den alvorlige ulykke, han pådrog sig søndag.

Michael Schumacher har været på skiferie og var sammen med sin 14-årige søn på vej ned af et bjerg i de franske alper, da han på skisportsstedet Méribel kom ud for en soloulykke og slog hovedet på en sten.

Efterfølgende er det blevet bekræftet, at den tidligere Formel 1-stjerne har måttet opereres i kraniet og var i koma ved sin ankomst til hospitalet i Grenoble.

Schumachers talskvinde, Sabine Kehm, har fortalt, at han bar hjelm, da ulykken skete, men kan ellers ikke komme nærmere ind på den 44-åriges tilstand.

- Vi beder om forståelse for, at vi ikke kan komme med løbende udmeldinger om hans helbred. Han bar dog en hjelm og var ikke alene. Der var heller ikke andre involveret i hans styrt, forklarede hun i en kort besked søndag aften.

Alt imens verden venter, på forhåbentligt godt nyt, strømmer det ind sympatimeddelelser fra kendte racerkørere.

- Mine tanker er hos Michael Schumacher og hans familie. Hvis nogen kan komme igennem dette, så er det ham, lyder det fra den ligeledes pensionerede kører Dario Franchittis Twitter-profil.

Den nuværende Formel 1-kører Jenson Button fra McLaren skriver på samme medie:

- Mine tanker er hos Michael Schumacher i denne svære tid. Michael har mere end nogen anden styrken til at komme igennem det her.
     
Michael Schumacher indstillede sin karriere endeligt sidste år.