Den danske speedwaykører Kenni Larsen står nu for første gang frem, efter han i april blev ramt i hovedet af et skud fra et luftgevær og efterfølgende svævede mellem liv og død.

Kenni Larsen blev lagt i respirator efter ulykken og gennemgik to hjerneoperationer, og han blev udskrevet fra Odense Universitetshospital i slutningen af maj.

Han har ikke stillet op til interview siden, men i et interview med Fyens Stiftstidende bryder han nu tavsheden og fortæller om sin tilstand.

»Jeg er meget sløv og træt og har problemer med hukommelsen. Jeg glemmer tit ting. Jeg går efter et eller andet, og lidt efter har jeg glemt, hvad det var. Og tidsfornemmelse. Nogle gange kan jeg kigge ud af vinduet og for eksempel se, det er mørkt. Så må jeg lige tjekke klokken på min telefon,« siger Kenni Larsen til avisen.

Lægerne har kaldt det et mirakel, at Kenni Larsen er i live, og det er lige nu usikkert, om han vil få mén efter ulykken. Men den 28-årige speedwaykører er selv overbevist om, at han skal tilbage og køre ræs.

»Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer til at køre igen. Men et er sikkert: Jeg kommer i gang igen. Jeg har lidt problemer med balancen på mit venstre ben. Men jeg vil gerne snart igen arbejde med motion og min fysik,« siger han til Fyens Stiftstidende.

Det har tidligere været forklaret fra familiens side, at det var et uheld, at Kenni Larsen blev ramt i hovedet, og at han var alene, da det skete. I interviewet med Fyens Stiftstidende afviser speedwaykøreren også rygter om, at der skulle have været tale om et selvmordsforsøg.